Mand jagtet på rasteplads af gruppe – så bliver han stukket ned

13. december 2017 19:20 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

En mand blev jagtet rundt på en rasteplads. Så blev han slået, sparket, stukket ned og efterladt i vejkanten.

Mand jagtet på rasteplads af gruppe - så bliver han stukket ned
En 33-årig mand blev lørdag jagtet af en større gruppe, der stak ham ned. Arkivfoto: Colourbox.

Politiet efterlyser vidner til et meget voldsomt overfald, hvor en mand blev stukket ned på Skærup Rasteplads.

Sydøstjyllands Politi efterlyser vidner i forbindelse med forsøg på manddrab lørdag 9. december 2017 ved Skærup Rasteplads Vest – i det sydlige spor på motorvej E45 – mellem Vejle og Kolding.

Foran Shell på Skærup Rasteplads Vest opstod der omkring klokken 23.00 tumult mellem flere mænd.

– Det er to grupper, der mødes på rastepladsen i forbindelse med et færdselsuheld, siger vicepolitiinspektør Carsten Thostrup fra Sydøstjyllands Politi, til Newsbreak.dk.

De mænd, der sandsynligvis kender hinanden perifært i forvejen, befinder sig på tankstationen i omkring 20-25 minutter.

– Så kommer to litauiske mænd, to venner, siger Carsten Thostrup.

Stukket ned på Skærup Rasteplads

Her opstår der en form for tumult, og de to grupper, der først var på tankstationen, bliver nærmest til en.

En af de to litauere, en 33-årig mand, bliver herefter jagtet rundt på rastepladsen, hvor han ender med at blive stukket ned.

– Han bliver ramt i maven, i ryggen og i lysken af en tre-fire knivstik, siger vicepolitiinspektøren.

Derudover får han også en del slag og spark.

Herefter bliver han smidt i vejkanten tæt på rastepladsens tilkørsel til E45 i sydlig retning.

Udenfor livsfare

– Han er udenfor livsfare nu, men det kunne være gået grueligt galt. Heldigvis blev der ydet hurtigt førstehjælp, hurtigt til hospitalet og hurtig operation, siger Carsten Thostrup.

Der er en del overvågning på stedet, som politiet nøje har set igennem – alligevel hører politiet gerne fra vidner, der har set overfaldet eller mændene, der beskrives til at være mellem 18 og 25 år gamle.

– På overvågningen kan vi jo følge dem noget af vejen, men vi vil gerne høre fra flere vidner, siger Carsten Thostrup.

Politiet behandler sagen som drabsforsøg.

Kørte mod syd

De fire til fem gerningsmænd kom muligvis kørende til stedet i en sort personbil, Hyundai, Getz med dansk indregistreringsnummer, og de forlod kort tid efter drabsforsøget gerningsstedet kørende ad E45 i sydlig retning mod Fyn.

En person er varetægtsfængslet i sagen og flere er i politiets søgelys, men Sydøstjyllands Politi mangler altså stadig de afgørende beviser.

– Vi vil rigtig gerne høre fra nogen, der har set noget, siger Carsten Thostrup.

Har du oplysninger i sagen – kontakt Sydøstjyllands Polti på telefonnummer 114.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu