ANNONCE

Sundhed.dk holder lukket

9. november 2020 15:47 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Du skal ikke regne med at kunne tjekke svar på din Covid-19-podning tirsdag aften.

Sundhed.dk holder lukket
Du kan fortsat blive podet - hvis du kan få en tid - men svar kan du ikke få tirsdag aften. Arkivfoto: Scanpix

De mange danskere, der får foretaget en podning for at se, om de er smittet med Covid-19, har givet vænnet sig til at logge på Sundhed.dk eller bruge app’en MinSundhed. Det er nemlig her, svar på corona-testen kommer.

Tirsdag aften vil det så ikke være muligt at finde ud af, om testresultatet er positivt eller negativt. Sundhed.dk oplyser nemlig i en pressemeddelelse mandag eftermiddag, at portalen bliver lukket i timevis på grund af blandt andet fejlretning.

Sammen med en række opdateringer betyder det, at systemet er nede for offentligheden mellem klokken 17 tirsdag og klokken 02 natten til onsdag. “Det betyder desværre, at man ikke kan logge på sundhed.dk og appen MinSundhed i det tidsrum”, skriver Sundhed.dk.

Der vil være andre muligheder – men kun for nogle – for at tjekke svar på coronavirus-test. Bor du for eksempel i Region Hovedstaden eller Sjælland, så kan prøvesvaret findes på “Min Sundhedsplatform”.

I andre tilfælde kan svaret muligvis findes i app’en MinLæge.

“Vi er i sundhed.dk klar over, at tidspunktet for opdateringen er meget dårligt for borgere, der gerne vil tjekke deres COVID-19 svar. Det beklager vi meget. Vi har forsøgt at rykke opdateringen til et andet tidspunkt, men det har desværre ikke været muligt”, skriver Sundhed.dk.

For at undgå, at der kommer for stort pres på siden, når den åbner igen, opfordrer alle, der har mulighed for at vente med at se deres prøvesvar, til ikke at logge på sundhed.dk onsdag morgen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu