Derfor fik Mikkel en blodprop

Selv toptrænede atleter kan rammes af blodpropper efter operationer, skriver Newsbreak.dk's netlæge

Mikkel Hansen blev ramt af blodprop i lungen efter operation.
Mikkel Hansen blev ramt af blodprop i lungen efter operation.
Udgivet Opdateret

AF NETLÆGE ANNE-MARGRETE HEDENGRAN

Vores nationalhelt Mikkel Hansen har fået en knæoperation. 

Det lyder jo fredsommeligt.

Men Mikkel Hansen er blevet ramt af en komplikation - nemlig blodpropper i lungerne.

Vores blod skal kunne størkne. Når vi kommer til skade, så det bløder, varer det ikke længe, inden blodet størkner til en hård skorpe. 

En skade udløser simpelthen en mekanisme i kroppen, som skal sikre, at vi ikke forbløder af vores skrammer.

Giver bagslag

Men somme tider kan kroppens systemer give bagslag, for operationer kan trigge mekanismen. Så kan den pludselig gå i gang inde i vores blodkar og danne blodpropper. 

Blodpropperne danner sig i de blodkar, som hedder vener, og som fører blod tilbage til hjerte og lunger efter at have afleveret ilt til kroppen. 

Oftest ser man blodpropperne i benene. Det er selvfølgelig surt, men så længe de bliver der, er det relativt ufarligt.

River sig løs

Men fra blodkar i ben og bækken kan de rive sig løs og følge med blodet til hjertet og ud i lungerne, og så kan det være livstruende. 

For blodpropper i lungerne gør det sværere at optage ilt, og ilt er alfa og omega for vores overlevelse.

Blodpropper i forbindelse med operationer prøver man af al magt at forebygge. 

Man ved at operation kan trigge mekanismen, og man ved, at blodpropperne har det med at opstå, når man ikke bevæger sig under operationen eller ligger længe i sengen. 

Stopper blodforsyning

Ved nogle operationer i knæet sætter man en stram manchet om låret for at stoppe blodforsyningen til benet, så kirurgen bedre kan se. Det bidrager måske også.

Nogle operationer er værre til at udløse blodpropper end andre. 

Nye hofter og knæ for eksempel. 

Og kræftoperationer i mave og underliv. Men ingen kan vide sig sikker. Heller ikke en toptrænet idrætsmand. 

Rammer årligt 3000

Omkring 3000 mennesker behandles årligt for blodpropper i lungerne. Dog ikke alle skyldes operation.

For at forebygge blodpropper giver man alle blodfortyndende medicin, med mindre der er tale om ultrakorte operationer, hvor man er på benene igen straks efter. 

Man bruger også forskellige slags støttestrømper, som forhindrer blodet i at stå stille i blodkarrene under og efter operationen. 

Og så sørger man for at folk kommer op og i gang så hurtigt som overhovedet muligt.

Ingen garanti

Men det er ingen garanti.

Får man alligevel en blodprop, skal den behandles med stærkere blodfortyndende medicin. 

En stor blodprop i lungen kan kræve medicin, som kan opløse den, eller en operation. 

Men der er altid en vis risiko ved at give stærkere blodfortyndende til en, som er nyopereret. For man vil jo også gerne undgå, at det bløder omkring det opererede.

Læge Anne-Margrete Hedengran er netlæge hos Newsbreak.dk. Her skriver hun om sundhed og sygdom.
Læge Anne-Margrete Hedengran er netlæge hos Newsbreak.dk. Her skriver hun om sundhed og sygdom.
Powered by Labrador CMS