Sådan rammer von Triers sygdom

Netlægen beretter her om Parkinsons sygdom, der har ramt den berømte insruktør

Lars von Trier er ramt af sygdommen Parkinsons.
Lars von Trier er ramt af sygdommen Parkinsons.
Udgivet Opdateret

Af: Læge Anne-Margrete Hedengran

Så er Lars von Trier blevet ramt af parkinsons sygdom. 

Det har filmselskabet Zentropa meldt ud for at forklare, at han ikke vil være helt så synlig ved premieren for ”Riget Exodus”.

Parkinsons sygdom er en neurologisk sygdom, og det betyder sygdom i hjernen eller nerverne. Ved parkinsons sygdom er det celler dybt i hjernen, som er ramt.

I vores hjerne og nervesystem er der brug for, at en masse celler kan tale med hinanden. De gør det ved hjælp af signalstoffer. En celle giver besked ved at spytte signalstoffer ud på en nabocelle. Når celle nummer to bliver ramt, ved den, at den skal sende beskeden videre.

Signaler til musklerne

Mange signaler har til formål at få muskler til at bevæge sig.

Øjet kan for eksempel opfange noget farligt. Så sender synsnerven via en masse celler besked til musklerne om at flytte os fra det farlige.

Ved parkinsons sygdom svækkes eller dør celler i et område, som koordinerer musklernes bevægelser. Så kan de ikke længere lave nok af det signalstof, som hedder dopamin. 

Derfor bliver beskederne mellem cellerne svage. Resultatet er, at bevægelser bliver langsomme og stive, mimikken blive mindre, og man kan komme til at ryste.

Rammer mange steder

Men det går ikke kun ud over musklerne. Man kan også blive ramt af træthed, dårlig koncentration, hukommelsesbesvær, depression, søvnforstyrrelser og demens. Og så kan blære- og tarmfunktion blive træg.

Generne kan være forskellige fra den ene person til den anden, men den kan også opføre sig forskelligt fra dag til dag hos den enkelte.

Begynder med rysten

Sygdommen begynder ofte i det små med rysten i hænderne. Rystelserne kommer, når man er i ro, og de kan komme og gå. 

Men så skrider den langsomt men ubønhørligt fremad. Forskere prøver at finde en kur med stamceller, men endnu kan man ikke kurere den.

Symptomerne kan man behandle med medicin, som nøje skal tilpasses den enkelte. Nogle får opereret en elektrode i hjernen. Den giver elektriske impulser, som kan dæmpe gener. 

Det kan fjerne rystelser hos udvalgte.

Det kan man selv gøre

Man kan selv gøre en del ved at holde sig i gang med motion.

I Danmark lever 12000 med parkinsons sygdom. Flest mænd.

Ofte begynder sygdommen omkring de 60, men den ses også hos yngre. Fem procent har arvet sygdommen. Nogle ukrudtsmidler kan måske øge risikoen for at få den. Men ellers ved man ikke hvad årsagen er.

Læge Anne-Margrete Hedengran er netlæge hos Newsbreak.dk. Her skriver hun om sundhed og sygdom.
Læge Anne-Margrete Hedengran er netlæge hos Newsbreak.dk. Her skriver hun om sundhed og sygdom.
Powered by Labrador CMS