Sundhedsminister: -Vi tager det meget alvorligt

27. februar 2020 07:17 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Den første dansker er smittet med coronavirus. Sundhedsministeren ser alvorligt på situationen.

Den første dansker er blevet testet positiv for coronavirus.

Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter videoen

Meget alvorlig situation

Ifølge ministeriet er personen blevet konstateret smittet natten til torsdag.

– Vi tager den nye situation meget alvorligt. Arbejdet med at inddæmme og opspore er nu gået i gang.

– Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at undgå at sygdommen breder sig i Danmark, siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke.

Dansker på skiferie

Ifølge TV2 er den smittede en medarbejder på tv-stationen. Han var i sidste uge på skiferie i det nordlige Italien med sin familie.

I Europa er det særligt det nordlige Italien, der er ramt af det potentielt dødelige coronavirus.

TV2 skriver, at den smittede medarbejders kone og søn også er blevet testet for coronavirus. Begge test viste sig at være negative. Den smittede er i karantæne i sit hjem på Sjælland.

I tæt dialog

Styrelsen for Patientsikkerhed er i tæt dialog med den smittede om de personer, som vedkommende har været i kontakt med.

– Arbejdet med kontaktsporing og inddæmning er dermed gået i gang, skriver Sundheds- og Ældreministeriet i pressemeddelelsen.

Ifølge TV 2 afholder Sundhedsministeriet pressemøde om situationen torsdag klokken 08.00.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu