ANNONCE

Sundhedsstyrelsen ændrer på anbefaling

19. april 2021 17:31 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Anbefalingen får indflydelse på flere og flere danskere, som tiden skrider frem

Sundhedsstyrelsen ændrer på anbefaling
Hvis man er færdigvaccineret mod covid-19 er der ting, man helt kan slippe for i hverdagen. Foto: Valentin FLAURAUD / Scanpix.

Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke længere, at dem, der er færdigvaccinerede mod coronavirus covid-19, bliver testet løbende. Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

Nye studier viser, ifølge Sundhedsstyrelsen, at risikoen for at smitte videre som færdigvaccineret og uden symptomer er meget lille, og det er blandt andet på den baggrund, at man vælger at ændre i anbefalingen.

Ændringen betyder, at alle færdigvaccinerede fremadrettet kun behøver lade sig teste for covid-19, hvis de udviser symptomer.

– Det vil give en stor lettelse for den enkelte ikke længere at skulle bruge tid og energi på at lade sig teste for eksempel to gange om ugen, siger vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Bilsted Probst i pressemeddelelsen.

Flere årsager

Det er ikke kun anbefalingerne om tests, der ser anderledes ud for de færdigvaccinerede. Sundhedsstyrelsen har udsendt en lang række anbefalinger specielt for de færdigvaccinerede og for de færdigvaccinerede i særlige risikogrupper.

Fakta

Her er Sundhedsstyrelsens anbefalinger

Nedenstående er Sundhedsstyrelsens anbefalinger til personer, der er vaccinerede mod coronavirus covid-19 udsendt den 19. april 2021.

Anbefalinger til alle personer, der er færdigvaccinerede
Du kan være sammen med andre færdigvaccinerede uden at holde afstand eller bruge mundbind
Du kan være sammen med familie eller nære venner som ikke er vaccineret uden at holde afstand eller bruge mundbind, hvis de ikke er i øget risiko for et alvorligt forløb ved COVID-19
Hvis du er ’nær kontakt’ til en der er smittet behøver du ikke gå i selvisolation [Var også med i de tidligere anbefalinger, så denne er ikke ny]
Hvis du er vaccineret behøver du ikke blive testet regelmæssigt

Anbefalinger til vaccinerede personer i øget risiko
Du kan opføre dig som andre vaccinerede og du behøver ikke tage særlige forholdsregler fx bruge mundbind i private sammenhænge
Du kan deltage i aktiviteter med flere personer, fx gå til fritidsaktiviteter
Du kan benytte offentlig transport og handle, uden at begrænse det til tidspunkter uden for myldretiden
Du kan som udgangspunkt gå på arbejde, som du plejer og du behøver ikke blive omplaceret
Pårørende til personer i øget risiko skal heller ikke omplaceres hvis personen i øget risiko, eller den pårørende, er færdigvaccineret

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Netop den gruppe af borgere, der er i en særlig risikogruppe, har fået gavn af vaccinerne, skriver Sundhedsstyrelsen.

Da flere og flere fra disse grupper er vaccinerede, er deres risiko for at blive alvorligt syge med covid-19 væsentligt lavere end ellers, og det betyder, at de ikke længere behøver leve efter alt for mange restriktioner.

– Mange personer, der er i særlig risiko for et alvorligt forløb med COVID-19, har det seneste år levet med flere forholdsregler end resten af befolkningen. Det har haft store konsekvenser for deres familieliv, sociale relationer og arbejdet. Der er ingen tvivl om, at det har stor betydning for den enkelte, at de nu kan deltage mere normalt i dagligdagsaktiviteter. De skal ikke længere være bekymrede for at blive alvorligt syge eller indlagt på sygehus, siger Helene Bilsted Probst i pressemeddelelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu