ANNONCE

Superligaklub får stor bøde for pokal-optøjer

16. juli 2020 12:15 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Årets pokalfinale blev skæmmet af uroligheder. Det koster nu AaB en bøde.

Superligaklub får stor bøde for pokal-optøjer
Fans fra AaB under finalen i Sydbank Pokalen. (Foto: Claus Fisker/Scanpix)

En af dansk fodbolds store festdage, finalen i Sydbank Pokalen, blev 1. juli skæmmet af uroligheder.

Det koster nu AaB en bøde på 40.000 kroner, har Fodboldens Disciplinærinstans netop agrjort.

En gruppe fans fra AaB blev under finalen i Sydbank Pokalen bortvist fra stadion for at stå for tæt sammen og dermed ikke overholde de gældende coronarestriktioner for kampen.

De bortviste fans blev tilbageholdt foran stadion i Esbjerg, hvor kampen mellem AaB og Sønderjyske blev afviklet.

I alt blev der anholdt 44 personer i forbindelse med pokalfinalen.

– Med undtagelse af en enkelt person er alle de anholdte blevet løsladt igen, sagde vagtchef Søren Strægaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi natten efter finalen.

Kamp afbrudt

Finalens dommer, Jørgen Daugbjerg Burchardt, har i sin indberetning fra kampen bemærket, at en gruppe AaB-fans under kampen antændte pyroteknik og havde problemer med at overholde corona-restriktionerne i forhold til at sidde ned og holde den påkrævede afstand på en meter.

Derfor blev kampen afbrudt i det 27. minut og blev genoptaget 14 minutter senere.

På baggrund af dommerens indberetning har Fodboldens Disciplinærinstans åbnet en sag imod AaB. Instansen har besluttet at sanktionere klubben med en bøde på 40.000 kroner ’for affyring af pyroteknik og uacceptabel adfærd for brud på corona-restriktionerne i forbindelse med kampen.’

AaB har i deres redegørelse for kampen taget ansvar for og beklaget fansenes opførsel og vil ’fremover fortsat have fokus rettet mod en kampoplevelse under gener som disse.’

Før starten på finalen i Sydbank Pokalen blev der afbrændt en del fyrværkeri nær stadion.

Det førte til, at fem blev administrativt frihedsberøvet.

Der blev både affyret fyrværkeri i Esbjerg ved en sportscafé og uden for stadion.

Før kampen fortalte vagtchef Erik Lindholdt til Ritzau, at det var AaB-tilhængere, som politiet var i kontakt med.

– Ind til videre har det været dem fra AaB, vi har bøvlet med. Vi kan ikke sige det med sikkerhed, men ind til videre er det stort set kun dem, vi har bøvlet med, sagde han før kampen.

AaB har mulighed for at anke dommen de næste to uger.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu