ANNONCE

Superstjerne har mistet syv til coronavirus

6. december 2020 10:00 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

NBA-profilen Karl-Anthony Towns' familie har været utroligt hårdt ramt.

Superstjerne har mistet syv til coronavirus
2020 har været et rædselsår for Karl-Anthony Towns. Foto: Gary A. Vasquez-USA TODAY Sports

2020 er blevet et år, hvor coronavirus-pandemien har grebet ind i livet for alle og enhver.

Men kun få er blevet så hårdt påvirket som NBA-stjernen Karl-Anthony Towns.

Han har mistet syv familiemedlemmer til sygdommen. Heriblandt sin mor. Det skriver ESPN.

Derfor, fortæller han, bliver den snarlige sæsonstart en af de svære:

– Jeg har været gennem meget. Det startede selvfølgelig med min mor. Men i går fik jeg et opkald om, at jeg havde mistet min onkel. Jeg har det som om, jeg både er blevet mere hårdfør og ydmyg, siger han til ESPN.

25. marts fortalte Towns på Instagram, at hans mor var lagt i respirator og kunstigt koma grundet coronavirus. Den 13. april døde hun, 58 år gammel:

– Jeg har set mange kister i løbet af de sidste syv måneder. Der er mange i mit liv – i min familie og min mors familie – der har haft covid. Jeg leder stadig efter svar, prøver at finde ud af, hvordan jeg holder dem raske. Det er et stort ansvar, der hviler på mig, for at holde min familie informeret og gøre alt, jeg kan, for at holde dem i live, siger han.

Towns’ far, Karl, har også været smittet, men er kommet sig.

Hjælp fra holdkammeraterne

Karl-Anthony Towns fortæller til ESPN, at hans holdkammerater hos Minnesota Timberwolves støttede ham i tiden efter moderens død.

Særligt D’Angelo Russell.

Nu glæder Towns sig til at spille basketball igen, når NBA starter ved juletid.

Men det bliver samtidig en udfordring. For hans mor, Jacqueline Cruz-Towns, var normalt fast tilskuer til hans kampe:

– Jeg blev altid glad, når jeg så min mor på sidelinjen. Så det bliver hårdt at spille. Jeg ville gerne sige, at basketball bliver en slags terapi for mig, men det tror jeg aldrig, det bliver igen, siger han.

211 centimeter høje Karl-Anthony Towns er en af de helt store profiler i NBA. I sin debutsæson i 2016 blev han kåret til “Rookie of the Year”.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu