Sus forsvandt efter brand: Hvor er hun?

11. juli 2019 21:23 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Familien har udlovet en dusør.

Fredag 28. juni udbrød der brand på en gård på Rørbæksvej i Løvel nord for Viborg.

Ingen mennesker kom til skade, dog indebrændte en større flok fasankyllinger.

En savnes dog; nemlig den ruhårede hønsehund Sus. Den har været forsvundet siden branden.

Flere efterlysninger på de sociale medier har heller ikke kastet et positivt resultat af sig: Sus er væk.

– Hun er nu væk på syvende døgn uden nogle sikre meldinger om, at hun er set, siger Pernille Skriver, datter af gårdejeren, til Newsbreak.dk.

For en uge siden fik Pernille far Ole Vorre et tip om, at Sus var blevet spottet. Desværre var den ikke at finde, da han nåede frem.

Og gårdejeren har ikke de store forhåbninger til, at Sus dukker op igen.

– Nu har hun været væk i 14 dage, siger Ole Vorre, der mistede mellem 6000 og 8000 fasankyllinger i branden, til Newsbreak.dk.

Få som Sus

Ole Vorre har haft mellem 50 og 70 hunde. Men kun få som Sus.

– Hun er kun den anden, jeg har haft, der var så god, siger han og fortæller videre, at parret stadig har syv hunde.

Sus var en del af dagligdagen på gården, ligesom hun også deltog, når Ole Vorre skulle på jagt.

Ole Vorre er overbevist om, at fire-årige Sus er i live, finder hun selv hjem.

– Men hun er nok skudt eller kørt ned, siger han.

Det rokker dog ikke ved det faktum, at hele familien gerne vil have hunden hjem til Løvel: Den har nemlig udlovet en dusør på 3.000 kroner til den, der finder Sus eller bringer hende tilbage til familien i live.

Gas startede branden

Branden opstod ved, at en form for gnist antændte noget gas. Det var Ole Vorre selv, der opdagede branden – fik vækket sin kone og fik hende til at ringe efter brandvæsenet.

Det var gårdens staldbygninger, der brændte – parret bor stadig i stuehuset.

– Det, der er brændt, kan vi ikke gøre noget ved. Hunden er vigtigere, siger Ole Vorre lakonisk.

Ser du Sus – eller har set hende – så skriv til redaktion@newsbreak.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu