“Grattis Sverige”: Kronprinsesse Victoria har født

2. marts 2016 22:29 | Af: Ritzau Fokus

Kronprinsesse Victoria og prins Daniel er blevet forældre til deres andet barn, oplyser det svenske hof.

Det svenske hof bekræfter over for Sveriges Radio, at den svenske kronprinsesse Victoria har født sit andet barn.

Det skriver nyhedsbureauet TT.

Faren til barnet, prins Daniel, har indkaldt til pressemøde på Karolinska Sygehus i Stockholm-forstaden Solna senere onsdag aften.

Hoffet oplyste 4. september, at kronprinsessen var gravid med sit andet barn, og at parret ventede sit andet barn til marts.

Expressen skriver, at Victoria ankom til sygehusets fødeafdelingen onsdag. Det vides endnu ikke, hvordan mor og barn har det, men det ventes, at prins Daniel vil fortælle mere ved pressemødet.

Kronprinsesse Victoria og prins Daniel er i forvejen forældre til Estelle Silvia Ewa Mary på fire år. Hun blev født 23. februar 2012 og er det første barnebarn til kong Carl Gustaf og dronning Silvia.

Prinsesse Estelle er nummer to i den svenske tronfølge efter sin mor.

/ritzau/

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu