Svensk magasin sætter navn på mulig Palme-morder

23. maj 2018 19:57 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Politiet afhørte et hovedvidne i Palme-sagen, som nu udpeges af svensk magasin som den formodede drabsmand.

Efter 12 års efterforskning mener det svenske magasin Filter nu at have afsløret, hvem der en februaraften i 1986 dræbte Sveriges daværende statsminister, Olof Palme.

Magasinet sætter navn på manden, der tidligere har været omtalt i svenske medier som “Skandiamannen”.

Han befandt sig på stedet, da Palme blev dræbt af skud på Sveavägen den aften for 32 år siden.

Han var et af de første vidner, politiet talte med, men på det tidspunkt blev han ikke selv mistænkt for drabet.

Dengang arbejdede han som reklamekonsulent i Skandia-huset i det centrale Stockholm lige ved siden af det sted, hvor Palme blev dræbt.

“Skandiamannen” havde stemplet ud fra sit arbejde klokken 23.19 den 28. februar 1986. To minutter senere blev Palme skudt og dræbt lige rundt om hjørnet.

Politiet fik et tip

Den svenske avis Expressen skriver, at politiets efterforskere på et tidspunkt i 1986 fattede interesse for manden, efter at sikkerhedschefen i Skandia havde tippet politiet.

Sikkerhedschefen mente, at manden opførte sig mistænkeligt i tiden omkring drabet.

Men efter at have undersøgt sagen afskrev politiet i Stockholm ham dengang som mulig gerningsmand, selv om han befandt sig på gerningsstedet, da Palme blev dræbt, og selv om han i høj grad passer til andre vidners signalement af gerningsmanden, skriver Expressen.

Særlig gruppe graver stadig

Nu har politiets særlige Palmegruppe, der efterforsker det 32 år gamle drab, tilsyneladende fået fornyet interesse for “Skandiamannen”.

Hans ekskone bekræfter over for Expressen, at politiet har afhørt hende to gange sidste år om hendes eksmand og hans aktiviteter i tiden omkring Palmes død.

Det viser sig også, at “Skandiamannen” gennem en ven, der var våbensamler, var våbenkyndig og havde adgang til samme type våben, som Palme blev skudt med, skriver Filter.

Magasinet er gennem en flere år lang efterforskning nået frem til, at “Skandiamannen” færdedes i miljøer, hvor hadet til Olof Palme var stærkt.

“Skandiamannen” selv kan ikke afhøres, da han døde i 2000.

Lederen af politiets Palmeefterforskning, Krister Petersson, vil ikke kommentere oplysningerne.

Expressen skriver dog, at den særlige enhed, der fortsat efterforsker drabet på Oluf Palme, har lovet, at man snart kommer med et officielt bud på, hvem der dræbte den svenske statsminister.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu