Hærværk på kirkegård – graveren er i vildrede

5. december 2016 15:03 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

En kirkegård i Nordjylland har haft flere tilfælde af tyverier af kranse - taget direkte fra graven.

Normalt er der fredeligt på en kirkegård. De fleste, i hvert fald. Sådan har det dog ikke været på det sidste på kirkegården i Svenstrup i Nordjylland – blot 10 kilometer syd for Aalborg Centrum.

Her har hærværksmænd været på spil og fjernet flere pålagte kranse på kære og pårørendes grave ved Svenstrup Kirke.

Det var i weekenden med første søndag i advent, 26. og 27. november, hvor Svenstrup Kirkegård fik ryddet flere grave for kranse.

– Det drejer sig om rigtig mange. Måske 20-30 stykker. Og det er dem, vi ved, siger Karina Sørensen, graver ved Svenstrup Kirke, til Newsbreak.dk.

Karina Sørensen kan også fortælle, hvordan kransene blev opdaget – simpelthen i en stor bunke.

– Da vi kom om mandagen opdagede vi dem. Jeg er sikker på, at de var gemt væk, så de kunne bruges til egne formål eller måske til salg, siger Karina Sørensen.

De store følelser

Der bliver lagt flere kranse på kirkegården op til jul. Og at lægge en krans er ikke kun en handling hos en blomsterhandler og en transaktion på ens dankort.

– Det er ikke så meget et spørgsmål om penge. Nogle har folk selv lavet, så det er jo også det følelsesmæssige i det. Og det er måske ikke så tit, man kommer, men nu har man lagt dem hos dem, man savner, fortæller graveren.

Der er indtil videre omkring 10-15 personer, der har henvendt sig og fortalt om forsvundne kranse.

En af dem, der har mistet blandt andet kranse, er Annette Thomsen.

– Der er taget to dekorationer fra min mors gravsted, og der er også stjålet to fra min nevøs, der ligger lige ved siden af, har hun fortalt til Nordjyske.dk.

Der kommer flere

Graver Karina Sørensen er dog overbevist om, at tallet ikke bliver ved de op til 30 kranse, men har opdaget, er blevet fjernet.

– Der dukker helt sikkert flere op, siger hun.

Opdager du, der er fjernet noget fra en grav på Svenstrup Kirkegård, kan du henvende til dig til kontororet på telefon 9838 1069.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu