ANNONCE

Svigersøn stukket mindst 28 gange

23. december 2020 11:33 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk

En 51-årig mand er tirsdag ved Retten i Aarhus blev idømt seks års fængsel for drabsforsøg på sin datters nu 20-årige ekskæreste.

Som Newsbreak.dk tidligere har beskrevet blev en 19-årig mand indlagt i kritisk tilstand, efter at han blev overfaldet og stukket mindst 28 gange med en kniv ved en Q8-tankstation i Odder tilbage i april i år.

En nu 51-årig mand, som er far til den nu 20-årige mands ekskæreste, blev tirsdag dømt seks års fængsel for drabsforsøg i forbindelse med overfaldet.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den dengang 50-årig mand havde medbragt både kniv og en hammer og gik til angreb på den 19-årige mand, som han stak med kniven mindst 28 gange. Den 50-årige mand satte sig herefter ind i sin bil og påkørte den 19-årige bevidst, hvorefter han steg ud af bilen og slog ham mindst ni gange i hovedet og på kroppen med en hammer. Drabsforsøget blev afsluttet ved, at offeret igen blev påkørt.

– Ifølge den tiltaltes forklaring var baggrunden for overfaldet, at den 19-årige mand havde behandlet hans datter dårligt, da de to var kærester. Den tiltalte nægter dog at have haft til hensigt at slå den 19-årige ihjel, men overfaldet var så groft, og den 19-årige mand fik så mange skader, at han kun overlevede, fordi han modtog akut lægehjælp, siger specialanklager Jesper Rubow

Flere vidner og overvågningsvideo

Episoden fandt sted på Q8 på Banegårdsgade i Odder kl. 14.10 om eftermiddagen langfredag. Der var masser af mennesker til stede og derfor også flere vidner, der har afgivet forklaring i sagen, og hele seancen blev filmet af tankstationens overvågningskameraer. Sammenholdt med den 19-åriges skader var anklageren ikke i tvivl om, at den 51-årige mand skulle tiltales for forsøg på manddrab.

– Hvis man tager både en kniv og en hammer med og direkte opsøger en anden person for derefter at stikke vedkommende mindst 28 gange, slå ham flere gange med en hammer og bevidst påkøre ham to gange med en bil, så mener man det virkelig. Jeg har sjældent oplevet så brutalt et overfald på et andet menneske, som det har været tilfældet i denne sag, siger specialanklager Jesper Rubow.

Seks års fængsel

Den nu 51-årige mand blev tirsdag ved Retten i Aarhus dømt for forsøg på manddrab og blev idømt seks års fængsel. Han blev desuden frakendt retten til at køre bil i fem år og fik konfiskeret både kniv, hammer og sin bil. Derudover er han dømt til at betale erstatning til den nu 20-årige mand.

– Dommen på 6 års fængsel er i tråd med retspraksis for drabsforsøg, siger Jesper Rubow.

Den 51-årige mand udbad sig betænkningstid i forhold til om han ville anke dommen.

I galleriet ovenfor kan du se billeder fra Odder i forbindelse med episoden.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu