ANNONCE

Svimlende bøde til lettisk lastbilchauffør

19. oktober 2020 16:38 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Det ser ud til at der har været omfattende snyd.

Svimlende bøde til lettisk lastbilchauffør
Vognmandsfirmaet bag får en massiv bøde. Foto: Scanpix

En 38-årig lettisk lastbilchauffør har fået ørerne alvorligt i maskinen, efter han 13. oktober blev snuppet på Karlslunde Rasteplads på Køge bugt Motorvejen.

Politiet kunne nemlig konstatere, at den 38-årige kørte med en andens førerkort.

Førerkortet er at forveksle med et kørekort. Førerkortet bruges til at registrere førerens og køretøjets aktiviteter og bruges eksempelvis til at kontrollere køre/hviletider.

Midt- og Vestsjællands Politi skriver i en pressemeddelelse, at den 38-årige lette endda havde gemt sit eget andetsteds i lastbilen.

Det lå gemt under et gulvtæppe, hvor det var pakket ind i aluminiumsfolie.

Omfattende snyd

Politiet lugtede derfor ugler i mosen og gennemgik lastbilens takograf og de registrerede køre-/hviletider. Her kunne tungvognsbetjentene se, at der var tale om omfattende snyd med det isatte førerkort, der tilhørte en 62-årig mand fra Letland.

De seneste 28 dage var den 62-åriges førerkort blevet misbrugt 18 gange, men den standsede 38-årige chauffør kunne kun mistænkes for otte af de 18 forhold.

Politiets efterforskning af sagen skal derfor nu klarlægge omstændighederne ved de øvrige ti tilfælde med misbrug af den 62-åriges førerkort, og politikommissær Henrik Fobian understreger i en pressemeddelelse, at det er politiets opfattelse, at misbruget er en overtrædelse af straffelovens bestemmelser om personelfalsk:

– Vi ser gentagne gange, at førere forsøger at omgå reglerne for køre-/hviletider, og det er helt uacceptabelt. Det er regler, der sikrer sikkerheden på vejene, og de skal overholdes. Denne sag er et eksempel på et mere fantasifuldt forsøg, men det er i den grad også mere alvorligt. Vores betjente er specialister på området, og de går ikke på kompromis med kontrollens kvalitet, så selv de fantasifulde forsøg bliver opdaget. Vi har sigtet føreren for overtrædelse af straffeloven, og vi overlader det nu til domstolene at vurdere grovheden strafferetligt,” siger lederen af Tungvognscenter Øst.

Kontant straf

Den standsede fører er desuden sigtet for overtrædelse af køre-/hviletidsbestemmelserne, idet han blandt andet i løbet af et helt døgn kun foretog ét hvil på en time og fire minutter. Desuden kan føreren formentlig se frem til en frakendelse af førerretten i Danmark.

Straffesagen skal nu afgøres ved et retsmøde den 18. november ved Retten i Roskilde. Det kan ende i en fængselsstraf.

Lastbilen er desuden tilbageholdt af politiet, indtil den lettiske virksomhed har betalt en bøde på mere end 400.000 kr.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu