ANNONCE

Svindel: Udenlandske vognmænd kolde som kiks

31. august 2020 18:06 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

De har taget nye metoder i brug i sag om ulovlig godstransport i Danmark.

Svindel: Udenlandske vognmænd kolde som kiks
Udenlandske vognmænd forsøger nu med et nyt trick. Men - politiet var klogere. Arkivfoto: Colourbox.

I sidste uge foretog Tungvogncenter Øst under Midt- og Vestsjællands Politi en tungvognskontrol ved Storebælt, hvor en dansk registreret lastbil blev bragt til standsning for rutinemæssig kontrol.

Lastbilen blev ført af en makedonsk chauffør, som foreviste en førerattest, der dokumenterede, at han var ansat i en slovensk transportvirksomhed.

Chaufføren foreviste ligeledes en lejekontrakt, hvor det fremgik, at den slovenske virksomhed havde lejet den danskregistrerede lastbil for en længere periode.

– Det er en usædvanlig sag, da det typisk er udenlandske lastbiler, vi ser i sager om ulovlig cabotagekørsel. Det er første gang, jeg ser, at en dansk lastbil er involveret i ulovlig cabotagekørsel i Danmark. Selv om de udenlandske vognmænd tager nye metoder i brug i forsøget på at omgås lovgivningen og flyve under politiets radar, viser fangsten fra sidste uge, at de udenlandske vognmænd ikke kan vide sig sikre. Jeg er meget tilfreds med, at vi fik sat en stopper for den ulovlige cabotagekørsel (se mere i bunden af artiklen. red.), siger fungerende politikommissær Henrik Fobian fra Tungvogncenter Øst under Midt- og Vestsjællands Politi, i en pressemeddelelse.

Mindst 21 ulovlige cabotagekørsler i løbet af 14 dage

Ved kontrollen kunne politiet konstatere, at lastbilen de sidste 14 dage havde kørt en fast tur/retur mellem Aarhus og Køge. Det er derfor politiets opfattelse, at den slovenske virksomhed har udført mindst 21 ulovlige cabotagekørsler i Danmark.

Bødekrav på 210.000 kroner

Den slovenske transportvirksomhed blev sigtet for ulovlig cabotage, og lastbilen tilbageholdt som sikkerhed. Bødekravet i sagen lyder på 210.000 kroner.

Fakta

Hvad er cabotagekørsel

  • Cabotagekørsel er defineret som national transport for fremmed regning, der udføres i en begrænset periode i en værtsmedlemsstat i overensstemmelse med forordningen.
  • Cabotagekørsel kan kun udføres i tilknytning til en international transport.
  • Den internationale transport, der går forud for cabotagekørslen, skal have en sådan karakter, at den ikke primært har til formål at give mulighed for at anvende cabotagereglerne.

Kilde: Færdselsstyrelsen

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu