ANNONCE

Svindeldømt Burger King-ejer har fået millioner

6. april 2021 22:22 | Af: Newsbreak.dk

Flere politikere vil se på, om støttereglerne skal strammes, efter en dømt svindler hentede millioner af kroner i coronahjælpepakker

Svindeldømt Burger King-ejer har fået millioner
Riza Butt driver som franchisetager otte danske Burger King-restauranter. Foto: Scanpix

(Citathistorie fra Information)

En af de største franchisetagere af Burger King-restauranter i Danmark har fået millioner af kroner i coronastøtte til firmaer, hvor han ifølge Retten på Frederiksberg begik moms- og skattesvindel, der sidste år udløste to et halvt års fængsel og en tillægsbøde på 9,8 millioner kroner. Det skriver Dagbladet Information og erhvervsmediet Finans.

Samtidig med at Riaz Butt var for retten i sagen om omfattende moms- og skattesvindel modtog han 2,8 millioner kroner i lønkompensation til sine otte Burger King-restauranter.

Efter dommen fik Riaz Butt i januar 2021 udbetalt yderligere 670.000 kroner i kompensation for faste omkostninger til to af Burger King-restauranterne, skriver Information og Finans, der gennem et år i samarbejde har kortlagt et omfattende hvidvaskkompleks, hvor en række virksomheder har efterladt moms- og skattegæld til statskassen på mere end 300 millioner kroner.

Penge i havet

Flere skatte- og retsordførere vil nu se på, om der er behov for at justere på reglerne om udbetaling af coronastøtte:

– Det lyder for mig ganske besynderligt, at man skulle være forpligtet til at udbetale store støttebeløb, samtidig med at modtageren med rimelig grund er mistænkt for grov skattesvindel med deraf følgende efterbetaling, sagsomkostninger og eventuelle bøder med videre, siger Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen til Information og Finans.

Hos Enhedslisten vil finans- og skatteordfører Rune Lund have strammet reglerne.

– Det må i det mindste være muligt at holde penge tilbage. For hvis vi udbetaler på denne måde, kunne vi jo lige så godt smide penge i havet, siger Rune Lund til Information og Finans.

Den dømte, Riaz Butt, har ejet og drevet en stribe Burger King-restauranter og ejer en bowlinghal og flere andre restauranter i blandt andet København og Roskilde.

Riaz Butt har anket dommen og har via sin advokat meldt tilbage, at han ikke ønsker at udtale sig på grund af den verserende ankesag. Advokaten oplyser, at Riaz Butt i øjeblikket er udrejst af Danmark.

Udspekuleret konstruktion

Den formodede økonomiske kriminalitet i sagen stod på fra 2013 til 2016. Ifølge byretsdommen hyrede Riaz Butt officielt ansatte til sine firmaer via fem forskellige vikarbureauer, der hverken afregnede moms, skat eller afgifter.

Specialanklager Britt Janni Hansen argumenterede for, at det var restauranterne selv, der skulle have afregnet skat og arbejdsmarkedsbidrag.

I alt syv personer blev dømt i sagen. En anden bagmand blev idømt fire års fængsel og udvisning for bestandig. Efter dommen har Burger King i Danmark opsagt kontrakten med Riaz Butt og flere af hans restauranter er nu gået konkurs. I flere af virksomhederne blev lønkompensationen umiddelbart efter modtagelsen overført til udlandet.

Erhvervsstyrelsen afviser at udtale sig om konkrete sager, men forklarer i et skriftligt svar, at virksomheder har ret til at modtage kompensation, hvis de lever op til betingelserne, også selv om ejeren er for retten for moms- og skattesvig:

– Det forhold, at en person måtte være anklaget – men ikke endeligt dømt – for moms- og skattesvig, er ikke i sig selv et forhold, der gør en virksomhed, som personen ejer, uberettiget til at modtage kompensation, men et sådant forhold vil naturligt skærpe myndighedernes kontrol af, at virksomheden rent faktisk opfylder betingelserne for kompensation, skriver Erhvervsstyrelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu