Svindlere hærger: Facebook-besked koster kassen

6. januar 2020 11:59 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Der er tale om en modbydelig og potentielt dyr svindelform, hvor dine venners profiler bliver misbrugt.

Facebooks beskedtjeneste Messenger er en endeløs mulighed for at kommunikere med venner og bekendte på. Så meget, at den i flere tilfælde reelt har udkonkurreret den traditionelle SMS.

Med tjenestens fremtog følger dog også svindlere, der forsøger at lokke penge ud af intetanende og naive danskere. Nu advares der mod netop det. Advarslen kommer fra Mit Digitale Selvforsvar.

Fakta

Mit digitale selvforsvar

Mit digitale selvforsvar er en app udgivet i samarbejde mellem Forbrugerrådet Tænk, Det Kriminalpræventive Råd og Trygfonden. Formålet med appen er, at give forbrugere mulighed for at gennemskue fup og svindel på nettet og undgå at blive ofre for it-kriminalitet.

Har man appen installeret på en Iphone eller Android-telefon, får man mulighed for at modtage advarsler, der handler om aktuelle trusler. Truslerne er af vidt forskellig karakter og kan både være falske sms’er, falske mails og forskellige former for phishing-angreb, fuptelefonopkald og meget, meget andet.

Ifølge dem, der står bag appen, sendes advarslerner ud på baggrund af oplysninger leveret via samarbejdspartnere. Disse partnere er blandt andet politiet, banker, Forbrugerombudsmanden og andre.

Man har også selv mulighed for at sende tips ind via appen, og viser disse tips sig at være korrekte, kan også de indgå i beslutningen om at advare om en ny form for svindel, der huserer på nettet.

Appen byder også på guides og tips til, hvordan man beskytter sig selv på nettet, og hvad man skal gøre, hvis skaden allerede ér sket.

Mit digitale selvforsvar på Apple Itunes.

Mit digitale selvforsvar på Google Play. 

Læs mere om Mit digitale Selvforsvar hos Tænk.

Konceptet er, at du modtager en besked fra en af dine – rigtige – Facebook-venner, der beder om dit telefonnummer. På den måde forsøger svindlerne at udnytte, at du måske ikke per automatik deler dit telefonnummer med andre – for I kommunikerer jo alligevel på Messenger.

Problemet er bare, i dette tilfælde, at din vens konto givetvis er blevet hacket, og det er slet ikke ham eller hende, der har sendt anmodningen til dig.

Lad være at svare

Mit Digitale Selvforsvar skriver, at det påstås, at dit telefonnummer skal bruges til at deltage i en konkurrence. Hvis du sender dit nummer, modtager du en SMS med specifikke detaljer om konkurrencen.

Her vil du blive opfordret til, lokket om man vil, at svare med et Y (for “yes”), og gør du så det, har vi balladen.

For der er nemlig blevet oprettet en såkaldt SMS-betaling, som kendes fra for eksempel indsamlings-programmer på TV, hvor du kan donere penge. Denne gang er beløbet dog i det givne tilfælde på 700 kroner, og de går ikke til noget godgørende.

Svarer du Y, bliver beløbet automatisk trukket på din telefonregning, og pengene løber svindlerne altså med – og det kan være svært at få dem igen, fordi du selv har accepteret overførslen.

Politiet kender dem

For et år siden advarede Østjyllands Politi om en lignende svindelform.

Her var planen, at dit mobilnummer skulle bruges til en undersøgelse, og afsender lovede, at det ikke havde noget med dig personligt at gøre. I den forbindelse kunne Østjyllands Politi oplyse, at flere faktisk deltog i undersøgelserne og derved mistede flere hundrede kroner.

I sin aktuelle advarsel skriver Mit Digitale Selvforsvar, at du ikke skal udlevere dit telefonnummer, hvis du får en besked, der ligner den, du kan se i galleriet her over.

“Gør din ven opmærksom på, at deres messenger er blevet hacket”, skriver servicen.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu