Syg i ferien? Så har du krav på dette

30. juni 2019 06:07 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Du har ret til erstatningsferie, hvis du er syg i mere end fem dage i din sommerferie.

Det behøves ikke at være jordens undergang, hvis man lægger sig med sygdom i eller op til en længeventet sommerferie.

Bevares, det er ikke sjovt at være syg – men i mange tilfælde har man ret til erstatningsferie, hvis man bruger den i sygesengen. Eller at få den rykket, hvis man bliver syg inden.

Det skriver Dansk Metal i en pressemeddelelse.

Sådan sikrer du dig

Det første du skal gøre, er straks at ringe til din arbejdsgiver. (Det – og en række andre råd om at være syg i ferien, kan du se i galleriet over artiklen).

Bliver du syg i ferien bliver de første fem dage betragtet som karensperiode – dem får du ikke erstatning for, alligevel er det vigtigt, at du altså med det samme får meldt dig syg:

”Nogle arbejdsgivere kræver en lægeerklæring, og i så fald er det altså arbejdsgiveren der skal betale for det, og ikke dig,” siger souschef Peter Faber fra Dansk Metal.

Sygemelder du dig ikke på den første sygedag i ferien, kan du ikke få erstattet de sygedage, du har haft, inden du sygemeldte dig.

Syg i ferien = bliv hjemme

Og har du booket en ferie i den periode, du er syg, er det bare ærgerligt.

– Sygemelder man sig i sin ferie, må man ikke tage ud at rejse, for det kan stå i vejen for helbredelsen, har Michael Møllegaard Jessen fra HK tidligere forklaret til Ritzau.

Artiklen fortsætter under videoen

Før 2012 foreskrev reglerne, at man kun kunne få erstatningsferie, hvis man allerede var syg inden sin ferie. Men nu kan man altså også få ferien erstattet, hvis man i løbet af perioden ryger en tur på langs.

Sygdom under ferien er altså ikke kun – altid – af det dårlige. Omend planerne nok ryger en tur i vasken. Og pengene, hvis den dyre udlandstur er købt og betalt.

Rask – ring straks

Når du er rask, skal du også meddele din arbejdsgiver, om du vil holde din resterende ferie, eller om du vil genoptage arbejdet.

Hvis du har ret til erstatningsferie, skal du aftale med chefen, hvornår du kan holde den.

– Ofte kan det lade sig gøre at holde erstatningsferien i forlængelse af den planlagte ferie, men det kommer helt an på arbejdspladsen, siger Michael Møllegaard Jessen.

Fakta

Sygdom før ferien

  • Bliver du syg, inden din ferie er begyndt, har du ret til at udskyde ferien.
  • Du skal melde dig syg, inden din ferie begynder og sige, at du ikke ønsker at holde din ferie.
  • “Inden ferien” er før det tidspunkt, du normalt ville møde på arbejde på den første feriedag. Plejer du at møde klokken otte, er det altså inden klokken otte.

Kilde: HK.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu