ANNONCE

Sygehuse afskærer AstraZeneca fra nye grupper

30. marts 2021 15:48 | Af: Newsbreak.dk

Adskillige sygehuse i Tyskland har indstillet brugen af vaccine fra AstraZeneca til kvinder under 55 år, efter 31 tilfælde af blodpropper i hjernen er blevet kendt

Sygehuse afskærer AstraZeneca fra nye grupper
I Danmark er al brug af vaccinen pt. indstillet. Foto: Scanpix

(Citathistorie fra Flensborg Avis)

Universitetsklinikken Charité i Berlin har foreløbig indstillet brugen af vaccinen fra AstraZeneca for alle kvinder under 55 år. Det samme har bystatens sygehusselskab, Vivantes.

– Efter vores opfattelse er det nødvendigt, fordi yderligere tilfælde af blodpropper i hjernen er blevet kendt, siger Manuela Zingl, der er talsmand for Charité-hospitalet.

Forebyggende holdt Vivantes også op med at vaccinere kvinder under 55 med AstraZeneca tirsdag. Beslutningen berører først og fremmest sygehusenes egne medarbejdere.

Manuela Zingl betoner, at der ikke har været tilfælde af komplikationer på Charité. Man vil dog agere forebyggende og afvente yderligere vurderinger.

Hidtil har Charité givet omkring 16.000 vacciner til egne medarbejdere.

– Størstedelen var med vaccinen fra AstraZeneca, forklarer Manuela Zingl.

Vurderet sikker

Tyskland samt talrige andre lande stoppede i marts forbigående vaccinationerne med AstraZeneca, fordi flere tilfælde af blodpropper i hjernen efter vaccination kom frem. I mellemtiden bliver midlet atter anvendt, efter Det Europæiske Lægemiddelagentur vurderede, at vaccinen var sikker. Også den tyske vaccinekommission anbefalede fortsat at bruge midlet.

Euskirchen Amt i Nordrhein-Westfalen holdt allerede mandag op med at anvende AstraZeneca til kvinder under 55. Efter en vaccineret kvinde på 47 år døde i sidste uge, har amtet nu fået melding om, at en kvinde på 28 år er blevet alvorligt syg. I begge tilfælde var der tale om blodpropper i hjernen.

I hele Tyskland kender myndighederne til 31 tilfælde af blodpropper i hjernen efter vaccination med AstraZeneca, oplyser Paul Ehrlich Instituttet, der er Tysklands nationale center for vacciner og biomedicin. I 19 tilfælde er der desuden indberettet trombocytopeni, hvor mængden af blodplader er for lille. Det medfører øget tendens til blødninger.

Ni af tilfældene var med dødelig udgang.

Bortset fra to undtagelser er samtlige berørte kvinder mellem 20 og 63 år. Også to mænd på henholdsvis 36 og 57 år har fået blodpropper.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu