Syv sure smileys til fiskemand: -Vi glemte lige et låg

17. december 2018 18:48 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

En fiskemand på Bønnerup Strand har ualmindelig svært ved at overholde Fødevarestyrelsens foreskrifter. Syv sure smileys på godt et år er det blevet til.

Syv sure smileys til fiskemand: -Vi glemte lige et låg
Fiskehandler Mølle Fisk har store udfordringer med Fødevarekontrollanterne. Dette billede har intet med Mølle Fisk at gøre. ARKIVfoto: Scanpix

Allerede i juli havde Mølle Fisk ualmindelig svært ved at leve op til de krav, som Fødevarestyrelsen stiller. Dengang fik fiskehandleren på Bønnerup Strand, Djursland, sin femte sure smiley på meget kort tid. Siden ventede en periode med (lidt) bedre tider, men de er ophørt.

Aarhus Stiftstidende kan nemlig berette, at virksomheden atter er tilbage i det dårlige selskab. I den seneste kontrolrapport optaget i november fra Fødevarestyrelsen fremgår det, at virksomheden denne gang har fået en bøde på 15.000 kroner.

Bøden skyldes, at fisk og skaldyr står lidt rigelig tæt på hinanden og derved kan stænke på kryds og tværs. Samtidig fandt kontrollanten altså, at der “umiddelbart inden for døren til butik stod uafskærmet to kasser med røget laks og røget hellefisk ubeskyttet mod forurening fra forbruger”, og det gentog sig flere steder.

Klaus Dethlefsen, der er medindehaver og direktør i Bønnerup I/S, som Møllefisk hører ind under, synes, det er rigtig ærgerligt, hvordan sagen har udviklet sig for den ekstremt populære fiskehandel, der på Facebook får topkarakterer af kunderne.

– Vi har rettet op på de fleste af de ting, der er blevet påpeget, men de er åbenbart ikke helt tilfredse endnu. De er lige kommet en dag, hvor vi har glemt at lægge et låg hen over en kasse. Men når vores røgvarer kommer ind i butikken at ligge, kan der jo ikke sprøjte nogle ting op på dem. Teoretisk set har kontrollørerne ret. Men i praksis har det ikke hold i virkeligheden, siger Klaus Dethlefsen til stiften.dk.

Du kan læse hele kontrolrapporten, der er forfattet oven på et to og en halv timer langt besøg, ved at følge dette link. Newsbreak.dk har tidligere omtalt problemerne hos Møllefisk. Dem kan du læse om i artiklen “En, to, tre, fire, fem sure smileyer til populær fiskehandler på under et år

Her kan du blandt andet læse, at det ikke er lykkedes Møllefisk at få glade smileys siden oktober 2017.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu