Tag styrter sammen: To personer reddet ud

23. januar 2018 08:42 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Hovedstadens Beredskab sendte den helt store styrke.

Video: Local Eyes

Efter alarmopkald klokken 7.55 om et sammenstyrtet tag trykkede Hovedstadens Beredskab på den helt store knap tirsdag morgen, fortæller vaghavende operationschef Kristian Næsted til Newsbreak.dk.

– Vi sendte en stor udrykning ud til Vejlands Allé, men ved ankomsten kunne vi konstatere, at to personer allerede var reddet ud af ambulancetjenesten fra Region Hovedstaden, så vi nedskalerede til den station på Vesterbro, siger han.

Se flere videoer fra Local Eyes her

Ifølge Næsted er uheldet sket i forbindelse med noget ombygning på det store hostel på Vejlands Allé, der ligger på Amager.

Klokken 8.30 har beredskabet dog forladt stedet, fortæller operationschefen.

– Den akutte fase er overstået, så der er ikke mere i det for os, siger han og antyder dermed, at der ikke længere er fare for yderligere sammenstyrtning – ej heller er yderligere personer fanget under taget.

Oplysninger om de to personers tilstand er Newsbreak ikke i besiddelse af for nuværende.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu