ANNONCE

Tagdækker styrtede ned: Politiet undersøger dødsulykke

16. april 2021 20:30 | Af: Newsbreak.dk

Tagdækkeren var ikke sikret mod fald fra fire meters højde og døde af sine skader

Tagdækker styrtede ned: Politiet undersøger dødsulykke
En tagdækker mistede livet i en arbejdsulykke i Nykøbing Sjælland. Foto: Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Citathistorie: Fagbladet 3F. 
En dødsulykke på et sommerhusbyggeri i Nykøbing Sjælland får nu politiet til at undersøge, om der skal rejses sigtelse mod tagdækkerfirmaet NimTag ApS fra Hedehusene nær Roskilde.

Det skriver Fagbladet 3F.

Det var en 67-årig tagdækker og 3F’er, der 19. februar i år faldt fire meter ned fra et fladt tag, hvor han arbejdede uden stillads eller anden faldsikring.

Han blev kørt på hospitalet, men døde senere af sine skader i hovedet.

Arbejdstilsynet rykkede samme dag ud til sommerhusgrunden på Nordre Strandvej og kunne konstatere, at de ansatte i NimTag ikke var beskyttet mod nedstyrtning med for eksempel stillads, rækværk eller sele.

Arbejdstilsynet reagerede med et strakspåbud, hvor arbejdsgiveren blev pålagt at opsætte faldsikring.

Potentielt brud på Arbejdsmiljøloven

Og nu er sagen altså videregivet til politiet.

Det bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi over for Fagbladet 3F.

– Vi har modtaget sagen fra Arbejdstilsynet og afventer nu de endelige obduktionserklæringer og retskliniske undersøgelser. Derefter vil vi tage stilling til, om der er sket et brud på Arbejdsmiljøloven, lyder det fra politiets kommunikationsenhed.

Sager om brud på Arbejdsmiljøloven ender typisk i en større bøde til arbejdsgiveren.

Fagbladet 3F har været i kontakt med ledelsen i NimTag, som ikke ønsker at udtale sig.

Sparer stillads væk

Sagen er dog ikke så ligetil, da de gældende regler faktisk giver mulighed for at undlade stillads, rækværk og andet faldeudstyr, når tagdækkere og andre håndværkere bevæger sig rundt på tage i op til fem meters højde.

Det er en såkaldt undtagelsesparagraf i bekendtgørelsen om bygge- og anlægsarbejde under Arbejdsmiljøloven, der giver mulighed for at droppe faldsikringen, hvis bare der er gode vind- og vejrforhold og et skridsikkert underlag, og hvis hældningen på taget er på mindre end 15 grader.

Ifølge fagpersoner betyder det i praksis, at arbejdsgiverne meget ofte sparer det dyre stillads væk.

Arbejdsmiljørådet skal komme med deres vurderinger og forslag inden udgangen af september i år.

Det fremgår af Arbejdstilsynets rapporter, at NimTag efter døsulykken 19 februar fik opstillet et rullestillads for at beskytte sine ansatte på sommerhusbyggeriet i Nykøbing Sjælland.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu