Talte du med denne brutale røver? Politiet vil gerne have fat i dig – og ham

17. oktober 2017 22:45 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Tvang to ansatte ind i baglokale

Et særligt brutalt og afstumpet røveri udspillede sig mandag klokken 20.58 i LokalBrugsen på Vorregaards Allé i det nordlige Aarhus. I forsøg på opklaringen beder Østjyllands Politi om hjælp til at identificere både røveren og et helt særligt vidne, der rent faktisk talte med røveren.

Røveriet startede omkring klokken 20.58, da gerningsmanden indfandt sig i butikken og hurtigt trak en kniv, hvor efter han hoppede over disken til en kvindelig og en mandlig medarbejder. De blev begge truet med det formål at give penge til røveren.

På et tidspunkt fik han fat på en kasse med penge, som han tømte ned i en pose, han havde med. Herefter truede han den mandlige medarbejder til at udlevere sin telefon og tvang ham og hans kollega ind i et baglokale, hvor de fik besked på at skulle blive. Det var på dette tidspunkt, at vidnet kom ind i butikken.

Talte med vidnet

Blot to minutter efter røveren begyndte sig ugerning, troppede en yngre mand med fuldskæg ind i den lille dagligvarebutik. Her ventede han i et minuts tid på at blive ekspederet, men af gode grunde var der ingen ekspedienter.

Men pludselig træder gerningsmanden ud fra baglokalet, og så talte han med vidnet, der herefter forlod stedet. Gerningsmanden stak efterfølgende af.

De rystede medarbejdere gemte sig, som de fik besked på ,og først omkring 20 minutter senere turde de gå ud og ringe til politiet.

Nu vil politiet gerne høre fra netop det vidne.

– Der er tale om et meget groft røveri, hvor gerningsmanden har en meget voldsom adfærd. Vi vil meget gerne i kontakt med den kunde, der befandt sig i butikken under røveriet, eller med andre personer, der kan give os oplysninger i sagen, siger politikommissær Helle Fly fra Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Signalement af røveren

Politiet vil naturligvis også gerne have fat i røveren og her i den forbindelse udsendt overvågningsbilleder af ham. Tillige er følgende signalement uddelt.

– Afrikansk af udseende, sort i huden
– Cirka 18-23 år
– 162 til 165 centimeter høj
– Spinkel til almindelig af bygning
– Kort mørkt hår og fipskæg på hagen
– Talte dansk uden accent
– Havde en hobbykniv med blåt plastic i hånden
– Iført sort kasket med et rundt, skinnende klistermærke på skyggen, mørk jakke med hætte og hvid lynlås og hvid skrift på siden af højre overarm. Under jakken bar han en hvid trøje med høj krave. Han havde mørke bukser på med en smal, lys stribe på siden af benene. Mørke sko med lys sål.

Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu