Vild rekord: Stjerneinstruktør overgår sig selv

29. juli 2019 03:59 | Af: Ritzau Fokus

Quentin Tarantinos niende film solgte billetter for 40 millioner dollar i premiereweekenden.

Vild rekord: Stjerneinstruktør overgår sig selv
Quentin Tarantino ankommer til premieren på "Once Upon a Time in Hollywood" i biografen TCL Chinese Theatre i Hollywood i Californien i sidste uge. Foto: Valerie Macon/AFP

Den amerikanske filminstruktør Quentin Tarantinos nye værk “Once Upon a Time in Hollywood” ser ud til at blive et økonomisk hit.

Filmen kom op i biograferne fredag og solgte i åbningsweekenden billetter for 40 millioner dollar ifølge websiden Box Office Mojo.

Det er det største beløb en Tarantino-film har hevet ind i de tre første dage og overgår åbningsweekenden for “Inglourious Basterds”, som i august 2009 solgte billetter for 38 millioner dollar.

Den nye film, der er Tarantinos niende, foregår i 1969 og handler om skuespilleren Rick Dalton og hans stuntmand Cliff Booths jagt på succes i Hollywood. I hovedrollerne ses de to megastjerner Leonardo DiCaprio og Brad Pitt.

Film fik stående ovationer

Filmen blev modtaget med stående ovationer af publikum og anmeldere, da den i maj blev vist på festivalen Cannes, men Tarantino måtte se sydkoreanske Bong Joon-hos film “Parasite” løbe med Guldpalmen.

Artiklen fortsætter under videoen

Den bedst sælgende film i den forgangne weekend var for anden uge i træk Disneys “Lion King” med 75,5 millioner dollar. Ifølge Box Office Mojo vil filmen snart passere én milliard dollar i billetindtægter globalt.

Tredjepladsen gik til “Spider-Man: Far from Home” med et estimeret billetsalg på 12,2 millioner i weekenden.

Herhjemme kommer “Once Upon a Time in Hollywood” op i biograferne den 15. august.

Quentin Tarantino slog for 25 år siden igennem med “Pulp Fiction”. Siden har han været en af mest feterede instruktører i verden.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu