ANNONCE

Tauson buldrer videre til kvartfinale

15. april 2021 06:22 | Af: Ritzau Fokus

Clara Tauson slog med knæet bundet ind australieren Ajla Tomljanovic i to sæt i grusturnering i Charleston

Tauson buldrer videre til kvartfinale
Clara Tauson er videre til kvartfinalen i Charleston. (arkivfoto) Foto: Martin Bureau/AFP

Den danske tennisspiller Clara Tauson er klar til kvartfinalen i WTA-turneringen i Charleston, der spilles på grønt grus.

I anden runde vandt hun med cifrene 6-1, 6-4 over australieren Ajla Tomljanovic.

Der var på forhånd lagt op til en helt lige dyst mellem den 17-årige dansker, der rangerer som nummer 101 i verden, og Tomljanovic, som ligger nummer 77, og særligt i andet sæt var kampen både velspillet og jævnbyrdig.

Tauson blev allerede i førsterundesejren over russeren Ludmilla Samsonova ramt af en knæskade, og danskeren mødte op til onsdagens duel med venstre knæ bundet op, men hun så nu ikke ud til at være hæmmet.

Måtte slide

Den danske teenager måtte slide sig igennem sit første serveparti, der varede ti minutter, men da hun havde hevet det hjem efter en australsk breakbold, løsnede hun mere op i spillet.

Danskeren holdt godt gang i duellerne og tvang flere og flere fejl ud af Tomljanovic’ ketsjer.

En af dem var en dobbeltfejl, som førte til dansk servegennembrud til 3-1.

Det gav dansk momentum, og efter endnu et par australske fejl, brød Tauson også til 5-1, hvorefter hun servede sættet hjem på den første sætbold efter 32 minutters spil.

Klar til andet sæt

Tomljanovic var til gengæld klar, da de begyndte på en frisk i andet sæt, og det første australske brud kom efter et langt parti, hvor hun udnyttede den fjerde breakbold i partiet til at komme foran med 3-1.

Men Tauson sled sig tilbage. Duellerne var lange og opslidende, men i partierne efter endte boldene oftest med danskeren som vinder. På den måde vendte hun 1-4 til 5-4 med to brud og kunne derpå serve sejren hjem.

Missede fire breakbolde

Det sidste parti blev dog meget nervepirrende. Australieren missede fire breakbolde, inden Tauson udnyttede sin tredje matchbold.

I kvartfinalen venter nu enten Christina McHale fra USA eller den 19-årige colombianer Maria Camila Osorio Serrano, der mødes i anden runde torsdag.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu