Teenagere anholdt for spritkørsel: Kørte 180 i timen

25. maj 2016 08:50 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

En minivan fyldt med stive teenagere og tomme øldåser blev stoppet af politiet, før nogen kom noget til.

Der venter en flok unge amish-troende et retsligt efterspil, efter at de blev stoppet i en bil for at køre alt for stærkt og for at have drukket. Det skriver politiet i staten Indiana i en pressemeddelelse.

To politibetjente fra staten Indiana i USA eftersatte fredag aften en minivan af mærket Dodge, efter at have målt bilen til at køre små 180 kilometer i timen på en strækning, hvor man maks må køre 100 kilometer i timen.

Betjentene, Ben Reason og Jesse Reason nåede hurtigt op på siden af bilen, og under forfølgelsen kunne de se, hvordan der blev smidt flasker eller dåser med øl og spiritus ud af bilens vinduer. Bilen blev bragt til standsning, og da vinduet i førersiden blev rullet ned, væltede stanken af alkohol ud i hovedet på betjentene.

– Jeg er glad for, at vi fik dem stoppet, før de kom noget til eller slog nogen ihjel, siger betjent Ben Reason.

Chaufføren viste sig at være 17 år gammel. Han førte bilen med et kørekort udstedt til øvelsesbrug, og politiet kunne efterfølgende konstatere, at den unge mand havde drukket, inden han satte sig bag rattet. Det var også ret åbenlyst, at bilen ikke var blevet helt tømt for tomme flasker og dåser, selvom de unge havde gjort et aktivt forsøg på det under forfølgelsen. Det flød med tomme øldåser såvel som en flaske whisky.

Fem fulde teenagere

Bilen husede foruden chaufføren fire passagerer. To drenge og to piger i alderen 16-17 år. Alle havde de indtaget alkohol. Alle blev de taget med på stationen.

– Alkohol, høj fart og teenagere ender alt for ofte med at være en dødelig kombination, siger Ben Reason i pressemeddelelsen.

Chaufføren af bilen bliver sigtet for hensynsløs kørsel, for spritkørsel med en promille mellem 0.2 og 0.8, for at være fuld som mindreårig, for at overtræde de regler, der følger med et kørekort til et barn i hans alder, for at kaste med affald, for at køre for stærkt og for at være i besiddelse af tobak.

De to mandlige passagerer bliver sigtet for at have drukket som mindreårige og for at være i besiddelse af tobak, mens de to kvindelige passagerer bliver sigtet for at være fulde som mindreårige.

Et familiemedlem hentede efterfølgende børnene på politistationen. Det viste sig at være mere end almindeligt svært at få fat på børnenes forældre, da de, i henhold til deres religion, ikke er meget for at snakke i telefon.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu