ANNONCE

Teenager dræbt af skud: Hvem var ved denne bil?

19. april 2020 17:35 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

I april 2019 blev en 18-årig mand dræbt af skud. Politiet beder om hjælp i sagen.

Søndag den 28. april 2019 klokken cirka 22.10 blev en 18-årig ung mand fra Holbæk dræbt af skud i bebyggelsen Ladegårdsparken Vest ud for nummer 135.

Gerningsmanden dløb fra stedet og videre ad Vandtårnsstien og herfra i ukendt retning.

Nu beder politiet borgerne om hjælp i sagen.

Midt- og Vestsjællands politi har siden drabet efterforsket sagen intensivt og den omfattende efterforskning gør, at politiet nu kan bringe yderligere oplysninger ud om sagen.

– Jeg kan sige, efter at have efterforsket sagen i et år, vi formoder, der ligger en planlægning bag drabet, siger politikommissær og efterforskningsleder Kristian Egekær, til Newsbreak.dk.

Han uddyber med, at der på gerningstidspunktet var ‘spændinger’ mellem kriminelle grupperinger i området.

– Det indgår også i vores teorier om det var motiveret af det, siger han.

Vil høre fra alle

Politiet håber nu på at få kontakt til vidner, som måske har bemærket noget den aften i april, som kan være vigtigt for efterforskningen.

– Vi er interesseret i at høre fra personer, der har været i området – også i dagene op til, siger Kristian Egekær, der også understreger, at man skal henvende sig selv om man ikke synes, man har noget vigtigt at bidrage med.

Vidner som har bemærket personer omkring en mørkgrå Kia Ceed personbil, der på gerningstidspunktet holdt parkeret på parkeringspladsen i Kikhøjparken ud for nummer 43-117, har stor interesse for politiet.

– Det er ikke en flugtbil, men vi ved, den stod der. Vi vil gerne høre, om nogen har set en trafik af personer omkring den, siger Egekær, der dog ikke vil komme med flere detaljer om bilen – og hvorfor den er interessant.

Signalement

Mand, nordisk af udseende/lys i huden, 20-30 år gammel og 170-180 centimeter høj. Han er almindelig af bygning og bar muligvis kasket. Derudover var han iført en mørk hættetrøje med hætten oppe, tynd jakke og mørke bukser.

Politiet vil i dag være til stede i området omkring Ladegårdsparken og Kikhøjparken i Holbæk, ligesom der vil være efterforskere klar til at modtage opkald fra borgerne.

– Det er de folk, der har arbejdet med sagen, der er klar til at tage imod henvendelser, siger Kristian Egekær.

Har du oplysninger i sagen – kontakt Midt- og Vestsjællands Politi på telefonnummer 114.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu