ANNONCE

Teenager indlagt: Misbrugte muskatnød

21. januar 2020 22:39 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Der er nok ikke mange der ved det, men muskatnød kan bruges som et hallucinerende stof.

En norsk teenager fra byen Bardu blev i sidste uge indlagt, efter vedkommende havde indtaget muskatnød som rusmiddel. Det skriver NRK.

Artiklen fortsætter under videoen

Den essentielle ingrediens i en bechamelsauce er tilsyneladende et populært rusmiddel i byen.

Det fortæller Eirik Huagland Elvenes, Tiril Walnum, Maria Elise Moeng Sagen og Mari Bones Nyhus samstemmende til NRK. De sidder i elevrådet på Bardu ungdomsskole:

– Alle taler om det. Nogle steder omtales det som en tendens, men det er forkert. Det er ikke noget, man synes er sejt, siger de og understreger, at ingen i deres nære vennekreds har brugt stoffer.

Rektor på Bardu ungdomsskole Tor Eriksen havde aldrig hørt om, at muskatnød kunne bruges som rusmiddel, før han for en uges tid siden blev varskoet om det af den forebyggende afdeling i Midt-Troms Politikreds.

Nu har han i samarbejde med politiet indkaldt alle ungdomsskoler og ungdomsudannelser i området til et stort forældremøde.

Giftlinjen: Ses sjældent herhjemme

Hos Giftlinjen i Danmark kender man godt til, at muskatnød kan blive brugt som rusmiddel:

– Men det er virkelig sjældent, vi hører om det, understreger Lotte Høgberg, farmaceut og phd ved Giftlinjen til Newsbreak.dk.

Hun fortæller, at muskatnød ved større indtag kan give en rus, der minder om amfetaminlignende stoffer og desuden give hallucinationer.

Fakta

Muskatnød kan medføre forgiftning

​Misbrug af muskatnød kan medføre forgiftning. Afhængig af antallet af indtagne​ nødder, kan symptomer opstå i form af forvirring til alvorlig hjertepåvirkning.

Reaktion efter indtag af muskatnødder varierer fra person til person.

1-3 Nødder kan medføre symptomer, mens 4-5 nødder giver alvorlige symptomer. Symptomer opstår typisk 3-8 timer efter indtaget

Symptomer:

Opstemthed ,forvirring​, uro, angst, hjertebanken, brystsmerter, øgning af blodtrykket eller blodtryksfald.

Symptomer forsvinder som oftest indenfor 1 døgn, men kan i værste ​fald vedvare i flere døgn og kræve behandling på sygehus.

Behandling:

Ved indtag af muskatnød i anden hensigt end krydderi til maden, kontakt Giftlinjen på 82 12 12 12

Kilde: Giftlinjen

Virkningen ved indtag af muskatnød kommer først relativt lang tid efter, man har indtaget det og er desuden langvarig. Blandt andet derfor vurderer Lotte Høgberg, at det ikke har vundet indpas:

– Og så smager det i øvrigt virkelig ikke godt, siger hun.

Det vurderes usandsynligt, at man kan komme til at forgifte sig selv med muskatnød i forbindelse med madlavning.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu