Teknisk problem udfordrer morgentrafikken: Trafikalt knudepunkt spærret i begge retninger

6. december 2018 06:17 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Nordhavnstunnellen i København er torsdag morgen lukket i begge retninger på grund af et teknisk problem. Det kan give trafikale udfordringer i hovedstaden.

Teknisk problem udfordrer morgentrafikken: Trafikalt knudepunkt spærret i begge retninger
Tunnelen er torsdag morgen spærret i begge retninger. (Foto: Scanpix)

Opdateret 6.43: Vejdirektoratet oplyser, at tunnellen igen er åben for trafik

Natten til torsdag har der været vedligeholdelsesarbejde i Nordhavnstunnelen, den et år gamle omfartsvej i København, der aflaster centrale dele af hovedstaden trafikalt.

Der er imidlertid opstået et problem – efter vedligeholdelsesarbejdet har bommene, der afspærrer tunnelen besluttet sig for at strejke – de kan simpelthen ikke gå op, så biler igen kan passere gennem tunnelen.

Derfor er tunnelen kort efter klokken 6 helt lukket – i begge retninger.

Vagthavende hos Vejdirektoratet Camilla Eghøj fortæller til Newsbreak.dk at man håber på medgørlige bomme inden længe, men at man i sagens natur ikke kan sige, hvornår de er oppe igen, og trafikken igen kan passere:

– Vi har sat en tidshorisont til 6.30, men vi ved selvfølgelig ikke helt, hvor lang tid det kommer til at komme til at tage. Det er baseret på, hvor lang tid, den slags normalt har taget andre steder, siger Camilla Eghøj til Newsbreak.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu