ANNONCE

“Teltbyer” landet over: Det skal de bruges til

20. april 2020 14:58 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Nu afslører sundhedsminister, hvad de hvide teltbyer, der er skudt op landet over, skal bruges til.

Hvide teltbyer placeret landet over har vakt undren. Blandt andet ved Vejlby-Risskov Hallen i Aarhus, hvor der også er observeret personer i lægefagligt udstyr, mens politi og hjemmeværnet har bevogtet områderne.

Myndighederne har ikke villet afsløre, hvad de mange hvide telte skal bruges til. Før nu.

Alle, der har symptomer på coronavirus, skal fremover testes for smitte. Det fortæller sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde mandag eftermiddag.

– Ring, hvis du har symptomer. Hvis du har tør hoste, problemer med vejrtrækningen, så ring til din læge. Eller ring til vagtlægen, hvis det er uden for arbejdstiden. Der er nu ledig kapacitet. Det er afgørende for den enkelte og for samfundet i forhold til at få stoppet smittekæderne, siger han.

De hvide telte er ikke overraskende steder, hvor der kan blive testet for coronavirus, oplyser sundhedsministeren på pressemødet.

– De hvide telte er en del af vores teststrategi, som igen hænger sammen med genåbningen af Danmark. Fra og med i dag udfører vi pilottest. Vi udfører test lige nu, siger Magnus Heunicke, der i øvrigt ikke vil sætte en dato på, hvornår vi kan forvente at vende tilbage til det liv, vi kender.

– Jeg kan godt forstå ønsket om at få en dato meldt ud, for hvornår vi kan vende tilbage til det normale liv. Men det er ikke en dato jeg kan give, det er ikke en dato nogen kan give, siger han.

Statens Serum Institut har sagt, at alle skal indstille sig på potentielt at holde fysisk afstand i et år. Kåre Mølbak, der er faglig direktør på Statens Serum Institut, har til Berlingskes mandagsavis udtalt, at befolkningen skal regne med at holde social afstand i mindst et år.

Ikke før der findes en vaccine kan verden vende tilbage, som vi kendte den. Der er dog håb at spore. Forskerhold i både Europa, Kina, USA og Australien er nu så langt med deres bud på en vaccine mod Covid-19, at de er begyndt at teste den på mennesker.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu