ANNONCE

Test-kaos: Ventetid på over en time

17. august 2020 12:54 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Hjemmesiden coronaprover.dk, hvor danskere kan bestille tid til podning for Covid-19 er mandag middag under massivt pres.

Der er klokken 12.30 mere end en times ventetid for at komme ind på hjemmesiden coronaprover.dk, hvor danskere kan bestille eller ændre tid til en podning i et af de danske testcentre, der undersøger for smitte med Covid-19.

Newsbreak.dk kan ved selvsyn konstatere, at over 18.000 mennesker sidder i kø til at komme igennem systemets kø-modul. Tallet er desuden stigende.

Der er lige nu ventetid til coronaprover.dk. Vi beklager. Vent i køen, eller kom tilbage senere“, står det på hjemmesiden.

På hjemmesiden er det muligt for alle danskere over 15 år at bestille tid til en podning, der kan be- eller afkræfte smitte med Covid-19. De seneste ugers stigende smittetal og -tryk har fået mange til at benytte den mulighed.

Tidligere er der blevet berettet om manglende kapacitet i testcentrene, der slet ikke har kunnet matche efterspørgslen. Det har skabt situationer, hvor der på nogle testcentre reelt har været mere end en uges ventetid på at kunne få en tid til podning.

Især i Aarhus, hvor smitten i øjeblikket spredet sig markant, opstod lang ventetid. Det fik Region Nordjylland, Syddanmark og Hovedstaden til at sende alt disponibelt personale og udstyr til, så kapaciteten kunne øges betragteligt, skrev Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

– Hjælpen forventes at betyde en mangedobling af testkapaciteten i løbet af kort tid, lød det.

Mere end 1,9 millioner tests er ifølge tal fra Statens Serum Institut blevet foretaget i Danmark. De fordeler sig på 1,4 millioner testede personer – og det viser, at flere er testet mere end én gang.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu