ANNONCE

Tidligere minister død

3. december 2020 09:15 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Kaj Ikast blev 84 år gammel

Tidligere minister død
Tidligere trafikminister Kaj Ikast er død. Arkivfoto: Thomas Nielsen/Ritzau Scanpix.

Tidligere trafikminister Kaj Ikast er torsdag afgået ved døden – 84 år. Det oplyser hans hustru, Anna Margrethe Ikast, til Ritzau.

Det mangeårige konservative folketingsmedlem led af Alzheimers og var på plejehjem. Han kom sig ikke efter en nylig hofteoperation.

Kaj Ikast var en af dem, der stod bag en række trafikale projekter i Danmark – herunder Storebæltsbroen og Øresundsbroen.

Han sad i Folketinget fra 1983 til 2005 og var en del af den såkaldte trafikmafia, der i 1980’erne og 90’erne fordelte trafikmilliarder rundt i landet.

Gruppen bestod af politikere som Svend Heiselberg (V), Arne Melchior (CD) og socialdemokraterne Helge Mortensen og Jens Risgaard Knudsen.

De blev kendt for at kræve veje eller jernbaner til deres egne valgkredse for at lægge stemmer til store projekter andre steder.

For eksempel var en jernbane mellem Kolding og Sønderborg – tæt på Kaj Ikasts valgkreds – en af få i Danmark, der var elektrificeret.

– I den periode, jeg har været med, har vi ændret Danmark fra et landbrugssamfund til et industrisamfund, hvor folk kan pendle over lange afstande, har han tidligere sagt til Nordjyske.

Trafikminister under Schlüter

Kaj Ikast var trafikminister fra 1990 til 1993, da partifællen Poul Schlüter var landets statsminister.

Regeringen, der bestod af De Konservative og Venstre, trak sig tilbage i 1993 på grund af Tamilsagen, der er blevet kaldt en af efterkrigstidens største skandaler i dansk politik.

Sagen handlede om, at en gruppe tamilske flygtninges ansøgninger om familiesammenføring bevidst blev nedprioriteret og trukket i langdrag.

Både før ministerperioden og efter var Kaj Ikast sit partis trafikordfører. Han var fra 2001 til 2005 formand for Folketingets Trafikudvalg.

Kaj Ikast ville lørdag 5. december være fyldt 85 år.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu