Tidligere PET-chef runder skarpt hjørne

24. maj 2019 06:30 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Forhenværende PET-chef Frank Jensen har været med til at opklare nogle af de største terrorsager i Danmark. Nu fylder han 70 år og er tv-kommentator på TV2.

Tidligere PET-chef runder skarpt hjørne
Tidligere PET-chef Frank jensen arbejder på sin fjerde bog. Fredag fylder han 70 år. (Privatfoto/Scanpix).
Del:

Tidligere chef i Politiets Efterretningstjeneste Frank Jensen har i sit arbejdsliv prøvet mere end de fleste.

Når han fredag den 24. maj fylder 70 år, kan han ud over sin lange karriere i politiet både skrive forfatter, underviser og tv-kommentator på sit cv.

40 år i politiet

Frank Jensen blev i 1972 ansat i politiet og var gennem de næste 40 år en engageret del af først det åbne politi og siden det mere lukkede PET.

Han har arbejdet som hemmelig agent i Københavns Politis narkoafdeling, som endnu mere hemmelig leder af efterretningstjenestens antiterrorafdeling og fra 2007-12 som operativ chef for PET.

I PET’s tjeneste var han både med til at opklare sagen om Blekingegadebanden og senere til at optrevle flere af de terrorsager, som efterretningsvæsenet forhindrede i kølvandet på Muhammedtegningerne.

Heriblandt sagen fra Glasvej og to forskellige planer om at dræbe medarbejdere på Jyllands-Posten.

Far var agent

Sin hang til hemmeligheder fik han til dels fra sin far, der under Anden Verdenskrig blev hvervet af englænderne som hemmelig agent med kodenavnet “Carl”.

Faren, der var halvt tysk, fik i krigens sidste år som opgave at tage til Tyskland og spionere, men blev forinden afsløret.

“Carl” endte med at skyde en tysker og fik selv et skudsår i nakken, før det lykkedes ham at nå til Sverige.

Tæt på virkeligheden

Frank Jensen har efter sin pensionering ved flere lejligheder efterlyst, at PET bliver bedre til at fortælle offentligheden om de dele af tjenestens arbejde, som ikke kompromitterer kilder.

Selv har han i 2014 og 2017 skrevet krimier med terrorplot, som – har han sagt i Politiken – ligger tæt på nogle oplevelser, han har haft i virkeligheden.

Tavshedspligt

Hans tavshedspligt forhindrer ham dog i at sige, præcis hvad der er fakta, og hvad der er fiktion.

Samme tavshedspligt balancerer Frank Jensen, når han med jævne mellemrum toner frem som sikkerhedsekspert på TV2 og TV2 News, som har ansat den pensionerede politimand.

Herudover har Frank Jensen undervist om politiarbejde på Journalisthøjskolen, og han holder fortsat foredrag om terror- og spionagetruslen mod Danmark.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu