Tilbagekald af oksekød: Der er gris i

14. marts 2019 17:00 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Nu tilbagekaldes burgere. Der er grisekød i.

Tilbagekald af oksekød: Der er gris i
Der er fundet spor af gris i oksekødsburgere. Derfor kaldes de nu tilbage. Foto: Colourbox.

Flere partier burgere tilbagekaldes. De skulle have bestået af oksekød, men nu har producenten i Holland konstateret spor fra gris i produktet.

Det oplyser Salling Group i en pressemeddelelse.

Det drejer sig om produktet Angus Burger Sliders (EAN 5707735924759).

“Gennem Salling Groups egen fødevarekontrol er der påvist DNA-spor af gris i et oksekødsprodukt, og som følge heraf har Salling Group gennemført øjeblikkelig tilbagetrækning og fjernet produktet “Angus Burger Sliders” fra kølediskene”, står der i pressemeddelelsen.

– Der er ikke observeret noget sundhedsskadeligt ved produktet, men vores kunder skal naturligvis kunne stole på, hvad de køber. Produktet er udløbet i februar måned, men kunder kan have frosset produktet ned, og de skal naturligvis orienteres om fejlen, siger Carina Jensen, kvalitetschef i Salling Group.

Stop for alle produktionsdatoer

Som en forholdsregel har Salling Group valgt midlertidigt at indstille salget af varer fra øvrige produktionsdatoer. Alle produkter med udløbsdato i februar 2019 er derfor omfattet af muligheden for at returnere.

– Det er Salling Groups egen kontrol, der har fundet fejlen, som producenten efterfølgende har bekræftet. Mens vi er tilfredse med, at vores interne kontrolmekanismer fungerer, finder vi testresultatet uacceptabelt og har naturligvis orienteret Fødevarestyrelsen, siger Carina Jensen.

Kunder, der har købt det pågældende produkt, kan uden forevisning af kvittering returnere produktet og få pengene retur.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu