ANNONCE

Tilfældig mand dræbt af uligevægtig

4. oktober 2020 10:20 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

En mand stak en tilfældigt forbipasserende ned og blev selv skudt af politiet. Begge er døde.

Tilfældig mand dræbt af uligevægtig
To personer dræbt - den ene af politiet. Foto: PResse-fotos.dk

Det var en 72-årig mand, der blev et tilfældigt offer i en uhyggelig sag, der udspillede sig lørdag i Nykøbing Falster. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau søndag. Manden blev stukket af en uligevægtig mand, der siden også blev dræbt.

En 24-årig mand bevæbnet med flere knive blev skudt af politiet, der affyrede flere skud få øjeblikke efter knivdrabet på den 72-årige. Det oplyste politiet lørdag aften i en pressemeddelelse.

Heraf fremgår det, at politiet kort før klokken 16 lørdag blev kaldt til Enighedsvej i Nykøbing Falster, hvor en mand gik rundt med flere knive og opførte sig meget truende over for flere personer på gaden.

En patrulje kom til stedet, og det gjorde tydeligvis manden ophidset, så han “gjorde udfald mod politiet”, skriver ordensmagten. Det dækker ifølge Ekstra Bladet, der har talt med øjenvidner og set videooptagelser, over blandt andet at have kastet en kniv direkte mod politiet.

Påvirket

Patruljen ydede efter skuddene mod den 24-årige med det samme førstehjælp til de to sårede.

“Manden med kniven og den person, der var blevet stukket, blev kørt til Nykøbing sygehus, hvor de begge blev erklærede døde”, skrev politiet lørdag og tilføjede, at ikke alle pårørende var underrettet. Det er de nu.

En af dem er den 24-åriges bror. Han fortæller søndag til eb.dk, at hans bror tydeligt var påvirket.

– Det er Martin på videoen, men det er alligevel ikke ham. Det er tydeligt, at han haft en psykose. Når han ikke var påvirket, var han verdens mest almindelige mand med mange venner, siger knivmandens bror, der bekræfter, at den 24-årige tog stoffer.

Åbner efterforskning

Fordi Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), som det er kutyme, når politiet skyder personer, er involveret, så har politiet ikke yderligere kommentarer til sagen eller efterforskningen heraf. Nu er der officielt dobbeltefterforskning. Politiet efterforsker selve hændelsen, mens DUP efterforsker situationen omkring politiets brug af våben.

DUP skriver på sin hjemmeside, at det blev underrettet af politiet klokken 16.22 om en episode “kort forinden, hvor en mand i forbindelse med knivstikkeri var blevet ramt af skud fra politiet. Manden er afgået ved døden”.

Myndigheden har indledt en undersøgelse, og når denne er afsluttet, vil Politiklagemyndigheden udarbejde en redegørelse om sagen til Statsadvokaten i København.

Af hjemmesiden fremgår det, at DUP ikke har yderligere kommentarer. Myndighedens telefon er desuden weekendlukket for henvendelser.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu