ANNONCE

Tilskuere kan være tilbage i næste uge

14. april 2021 12:00 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Tilskuere på stadioner indgår konkret i forhandlingerne om næste genåbningsfase, siger kulturministeren

Tilskuere kan være tilbage i næste uge
7000 tilskuere fik som en test lov at komme ind på Ceres Park i Aarhus, da AGF i september sidste år mødte Vejle i Superligaen. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Tilskuere på de danske fodboldstadioner kan muligvis blive en realitet allerede i den kommende uge.

Det siger kulturminister Joy Mogensen (S) onsdag på et samråd om udendørs sportsbegivenheder.

– Det indgår helt konkret i de forhandlinger om genåbning, som vi har med partierne i disse dage.

– Men jeg kan jo ikke sige, hvad vi kan opnå politisk enighed om i forhold til genåbning fra 21. april, siger hun på samrådet.

Regeringen har nedsat en ekspertgruppe, der i øjeblikket er ved at arbejde på en genåbningsplan for udendørs sportsbegivenheder. Her har blandt andet Divisionsforeningen deltaget på et møde.

Roser Superligaordningen

Samtidig læner gruppen sig op af de erfaringer, man tidligere har gjort sig i Superligaen – blandt andet under den såkaldte superligaordning.

– Det var en succes, da vi sidste år åbnede for tilskuere i Superligaen. Smittesituationen gjorde desværre, at vi var nødt til at lukke ned igen. Men vi er nu et sted, hvor vi kan tillade os at se på det igen.

– Superligaordningen er anerkendt som en rigtig god ordning, som det er værd at hente erfaringer fra, siger ministeren.

Hun vil indkalde partierne til yderligere drøftelser, når ekspertgruppen har fremlagt sin rapport.

Men det er ikke hurtigt nok, mener idrætsordfører i Venstre Stén Knuth.

– Det er lidt på månen med den her ekspertgruppe, for vi har jo set modellen folde sig ud, og den ordning var uden større risiko for smitte og smittespredning.

– På mange områder synes jeg, at det er utilfredsstillende for det her område, at vi ikke er kommet videre, end vi er, fordi smittetallene siger, at vi godt kunne være nået meget længere, siger han på samrådet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu