ANNONCE

Tiltale: Dræbte to i bil – og fortsatte vanviddet

3. december 2020 17:20 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

To døde som følge af en ulykke i 2019. En mand er tiltalt - også for at køre påvirket en måned efter ulykken.

Med amfetamin i blodet og al for høj fart ramte en mand 26. oktober sidste år en bil med to kvinder i et vejkryds i Løgumkloster.

Ulykken endte med at koste begge kvinder livet.

Det fremgår af anklageskriftet i en sag, der skal for Retten i Sønderborg onsdag i næste uge. Her er den 32-årige mand tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

Fortsatte vanviddet

Men det er ikke bare det dobbelte trafikdrab, som han er tiltalt for. Efter den fatale ulykke er han ifølge anklageskriftet flere gange taget for at køre påvirket.

Det på trods af, at han 8. november fik kørekortet inddraget administrativt.

Omkring en måned efter ulykken var han 28. november ude og køre bil ad Løgumklostervej i Branderup – trods fratagelsen.

Dagen efter blev han desuden taget med en alkoholpromille på 0,54 på Gelsåvej i Neder Jerstal ved Vojens.

Og 6. december var den gal igen – denne gang på Sønderbyvej i Gram. Her viste en blodprøve en alkoholpromille på 1,12 promille.

16. marts i år blev han endnu en gang taget i at køre bil uden kørekort.

Led i månedsvis

Dødsulykken fandt sted 26. oktober omkring klokken 16.40 i krydset mellem Koldingvej og Teglgårdsvej.

Den tiltalte mand kom kørende ad Koldingvej, mens bilen med kvinderne kom ad Teglgårdsvej og skulle krydse Koldingvej. Sammenstødet skete i mandens vognbane.

Den ene kvinde blev slynget ud af bilen og døde på stedet, mens den anden, som førte bilen, fik blødninger i hovedet og brækket bækken og ribben. Hun døde af sine kvæstelser i midten af januar – altså knap tre måneder senere.

Fløjet til Tyskland

Umiddelbart efter ulykken talte Newsbreak.dk med Syd- og Sønderjyllands Politi.

Da sagde vagtchef Karsten Høy følgende:

– Kvinden, der sad på passagersædet blev erklæret død på stedet.

Den anden kvinde blev fløjet til hospitalet i Kiel.

Manden i den anden bil blev kørt til hospitalet i Aabenraa. Det er ikke oplyst, hvilke skader han pådrog sig.

118 i timen

Under ulykken kørte manden ifølge anklageskriftet med en hastighed på 118 kilometer i timen, selv om man kun måtte køre 70 kilometer i timen.

Et par timer efter ulykken viste en blodprøve desuden, at han havde 0,026 milligram amfetamin per kilo i blodet. Derfor er han også tiltalt for at køre påvirket af amfetamin.

Anklageren i sagen vil kræve manden idømt en frihedsstraf og en bøde. Desuden vil han have, at retten frakender manden kørekortet og konfiskerer en bil.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu