ANNONCE

Tiltale: Mand tog på borgmester – og voldtog en anden

28. august 2019 08:55 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Et tidligere medlem af EL's bestyrelse i København nægter anklage om voldtægt og blufærdighedskrænkelse.

Tiltale: Mand tog på borgmester - og voldtog en anden
Ninna Hedeager Olsen (teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune) er i øjeblikket sygemeldt på grund af sagen.

Københavns Byret tager onsdag hul på en alvorlig straffesag, hvor en borgmester er en af de forurettede. På anklagebænken sidder et nu tidligere medlem af Enhedslistens bestyrelse i København, der også har været med til oprettelse af forskellige politiske og upolitiske organisationer.

Den 30-årige mand er tiltalt for voldtægt og blufærdighedskrænkelse i forbindelse med en fest i teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsens (EL) hjem. En lejlighed i København. Det fremgår af anklageskriftet mod manden, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Manden er anklaget for at have voldtaget en beruset kvinde, som var ude af stand til at forsvare sig. Inden da skal han dog ifølge anklagemyndigheden have gramset kvinden på brysterne, lårene og i skridtet.

Sov ved siden af

Mens dette stod på, lå den nu sygemeldte borgmester i samme seng, og manden er desuden anklaget for at have holdt hende fast samt berørt hende på blandt andet brysterne. Derfor er han også tiltalt for blufærdighedskrænkelse imod Ninna Hedeager Olsen.

Voldtægten skal være sket 31. marts mellem klokken 8 og 16. Den 31. marts var en søndag, og det skete i forlængelse af en fest i borgmesterens lejlighed.

Manden nægter sig skyldig i sagen. Parterne – tiltalte og hende, der siger, hun er blevet voldtaget – skal angivelig have kysset i løbet af festen, og kvinden har efter sigende givet udtryk for, at hun egentlig ikke havde haft lyst.

Sygemelding

Sagen havde personlige konsekvenser for borgmesteren, siden den så offentlighedens lys omkring en uge senere, da hun sygemeldte sig på ubestemt tid. Det foregik offentligt via Facebook.

“Det vigtigste for mig har været at tale med offeret, støtte hende og at få hende til at erkende, at hun er uden skyld. Derefter har mit fokus været at få gerningsmanden til at melde sig selv. Det vidste han heldigvis godt, at han skulle”, skrev hun og fortsatte:

“Af professionelle er jeg blevet opfordret til at trække stikket i en kortere periode”.

Det var ikke defineret nærmere, hvor længe en kortere periode ville varer. Fire måneder senere er borgmesteren stadig sygemeldt med fuld løn uden i første omgang at fremvise en lægeerklæring.

Kommunal- og folketingspolitikere skal nemlig ikke godtgøre, hvorfor de sygemelder sig. Men efter ønske fra forvaltningen i Københavns Kommune fremlagde Ninna Hedeager Olsen i sidste uge en lægerklæring.

Det ønske opstod, efter at det kom frem, at borgmesteren under sit sygefravær har serveret blandt andet fadøl på sin venindes kro på Tunø, skrev Ekstra Bladet og Jyllands-Posten. Det, mente forvaltningen, skabte uklarhed om, hvorvidt Ninna Hedeager Olsen fortsat havde lovligt fravær på grund af sin helbredstilstand. Altså om hun reelt er for syg til at arbejde.

Københavns Byret ventes at behandle sagen over én dag.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu