ANNONCE

Tivoli efterlyser galninge til nyt job

10. marts 2021 06:03 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

De udvalgte kan blive en del af Tivolis nye, store forlystelse

Tivoli søger en særlig flok galninge, der kan få job i parkens nye forlystelse Villa Vendetta.

For at komme i betragtning til det noget aparte job er det en fordel, hvis man også selv er lidt, ja, aparte.

Man kan eksempelvis være skræmmende høj, skræmmende lav eller på anden vis blot skræmmende.

Bliv klogere på jobbet i videoen over artiklen.

– Vi leder efter karakterer, der kan skræmme, overraske og være scary med et særligt Tivoliglimt i øjet. Alt fra performere, der er skræmmende høje til skræmmende lave. Vi vil gerne se en kort video fra skuespillerne og performerne, der er interesserede i jobbet, hvor de viser, hvad de kan. De skal kunne udsende den her uhyggelige energi, vi kender fra gyserfilm, og gerne uden de behøver at gøre alt muligt ekstra, siger skuespiller og caster Susanne Breuning, der står for at hyre.

De udvalgte skuespillere og performere bliver en del af en “familie, der gennem generationer har arbejdet i Tivoli, men på det seneste er blevet glemt”. Det har forvandlet dem til en flok galninge, som nu bor i Villa Vendetta i H.C. Andersen Slottets kælder.

Uhyggens hjem

Når dørene åbner for Villa Vendetta bliver det muligt for Tivolis gæster at komme på en 150 meter lang rejse gennem 12 forskellige rum fordelt på 800 uhyggelige kvadratmeter.

Historien går på, at der i mange år har boet en familie i H.C. Andersen Slottets kælder, som efter mange års arbejde i Tivoli er blevet glemt.

Ingen ved rigtig, hvem de er, men en ting er sikkert, og det er, at årtiers glemsel har gjort dem grumme, bitre og har forvandlet dem til galninge, som alle bør holde sig langt fra.

Men Tivoli har altså brug for hjælp fra dygtige performere til at gøre Villa Vendetta til det uhyggeligste sted i København.

Jobopslaget kan man finde HER.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu