ANNONCE

Tjek opgørelsen: Corona kan drille fradrag

23. december 2020 13:11 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Mange kan have ændringer i kørselsfradraget - og i år skal det som noget nyt selv udfyldes.

Tjek opgørelsen: Corona kan drille fradrag
I år er det af flere årsager ekstra vigtigt at tjekke forskudsopgørelsen. (Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix)

Coronapandemien har vendt op og ned på vores hverdag – og for mange kan det betyde, at de får færre penge udbetalt.

De 1,2 millioner danskere, der bruger deres kørselsfradrag, kan nemlig ikke bruge det, hvis de har arbejdet hjemme.

Det siger underdirektør i Skattestyrelsen, Karoline Klaksvig, i en pressemeddelelse:

– For mange har 2020 økonomisk været et usædvanligt år, og vi kan nok forvente, at 2021 også vil være det – f.eks. kan mange sandsynligvis se frem til flere perioder med hjemmearbejde. Det har stor betydning for de skattefradrag, man er berettiget til, så det er vigtigt, at man løbende sikrer sig, at oplysningerne i vores systemer er korrekte, forklarer Karoline Klaksvig.

– Vi ved, at rigtigt mange danskere har arbejdet hjemme på grund af corona-nedlukninger i år, og det kan betyde et fald i det samlede tal for kørselsfradraget i år, fortsætter hun.

Vær opmærksom på ændring

En anden ændring er, at fradraget ikke længere fremgår automatisk, siger hun.

Derfor skal man selv taste det ind, siger Karoline Klaksvig:

– På årsopgørelsen for 2020 vil kørselsfradraget ikke fremgå automatisk som i tidligere år. Man skal selv indtaste sit kørselsfradrag, hvis man har pendlet mere end 24 kilometer frem og tilbage til arbejde i løbet af 2020. Det er nyt, siger Karoline Klaksvig.

Det endelige regnskab kendes dog først, når årsopgørelserne er klar til marts 2021.

Fradraget falder

De mange pendlere, der benytter sig af fradraget, vil i øvrigt opleve et lille fald i satserne til næste år.

– Når satserne kommer til at falde til næste år, skyldes det hovedsageligt, at vi forventer en lavere benzinpris i 2021, end vi forventede sidste år. Men det spiller også ind, at bilerne fortsat kører længere på literen, siger Jane Bolander, der er ny formand for Skatterådet.

Baggrunden for beregningerne af satserne for 2021 er blandt andet en benzinpris på 11,31 kroner, hvor beregningen af satserne for 2020 tog udgangspunkt i en pris på 12,33 kroner per liter.

I beregningerne indgår derudover også et skøn over omkostninger til bilens vedligeholdelse, forsikringer med videre ved fastsættelsen af satserne.

Fakta

Kørselsfradrag, 2020 og 2021

Kørselsfradraget:

Sats for kørsel mellem 25-120 kilometer:

  • 2020: 1,96 kr. pr. km
  • 2021: 1,90 kr. pr. km

Sats for kørsel over 120 kilometer:

  • 2020: 0,98 kr. pr. km
  • 2021: 0,95 kr. pr. km

Skattefri befordringsgodtgørelse for kørsel i egen bil:

For de første 20.000 kilometer:

  • 2020: 3,52 kr. pr. km
  • 2021: 3,44 kr. pr. km

For kørsel over 20.000 kilometer:

  • 2020: 1,96 kr. pr. km
  • 2021: 1,90 kr. pr. km

Kilde: Skattestyrelsen.

Reglerne for kørselsfradrag er uændrede, så der fortsat ikke er fradrag for de første 24 kilometer per dag mellem hjem og arbejde, og det gælder uanset hvilket transportmiddel, man bruger.

De pendlere, der er omfattet af de særlige regler om forhøjet kørselsfradrag i yderkommuner, får ikke nedsat satsen ved kørsel ud over 120 kilometer.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu