ANNONCE

To ansatte på sygehus smittet med covid-19

3. august 2020 16:49 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Info

Nære kollegaer på sygehuset testes nu. Ingen af dem har dog direkte patientkontakt, oplyser sygehuset.

To ansatte på sygehus smittet med covid-19
To ansatte på et sygehus er konstateret positiv for covid19.(Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)

To medarbejdere på Vejle Sygehus er testet positive for covid-19.

Det skriver Sygehus Lillebælt, som består af sygehusene i Kolding og Vejle og Rygcenter Syddanmark i Middelfart, i en pressemeddelelse.

Og det er ikke første gang. Mere om det senere.

Den ene er testet positiv onsdag 29. juli, mens den anden er testet positiv i dag, mandag. Ingen af de to har haft direkte patientkontakt.

– Så snart den første medarbejder blev testet positiv, har vi sat gang i en systematisk smitteopsporing i henhold til de gældende retningslinjer, siger Christian Sauvr, der er direktør på Sygehus Lillebælt, i en kommentar.

Kollegaer, der har haft kontakt med de smittede, bliver nu testet. Ingen af de nære kollegaer har haft direkte patientkontakt. Derfor er ingen patienter en del af smitteopsporingen

– Indtil videre er ingen andre medarbejdere testet positive, og for nuværende ser det heller ikke ud til at berøre nogen patienter.

– Men det her er igen en påmindelse om, at selv om smittetrykket er lavt, så er sygdommen stadig aktiv, og vi skal hele tiden være opmærksomme på symptomer og hygiejne, lyder det fra direktøren.

Begge de smittede har trænet i sygehusets motionscentre, og derfor lukkes centrene midlertidigt på alle Sygehus Lillebæts tre adresser nu.

Det understreges dog, at det ikke er sikkert, at smitten er sket her.

Ikke første gang

Ifølge Dansk Sygeplejeråd var der også i maj udbrud på sygehuset i Vejle. Dengang var det syv patienter og 14 sygehusansatte, der blev testet positiv for Covid-19.

Hen over weekenden er der registreret 207 nye smittetilfælde med coronavirus i Danmark. Tallet er højere, end man har set de seneste mange weekender.

I øjeblikket er der blandt andet et smitteudbrud på Danish Crowns slagteri i Ringsted, hvor indtil videre 79 er bekræftet smittede.

Antallet af indlagt med coronavirus på landets sygehuse er steget med 6 til 24. To er indlagt på intensiv i respirator.

Der er i weekenden registreret et nyt dødsfald. Samlet er 616 døde i Danmark med virusset siden foråret.

Coronavirus i Danmark

Sygdommen kom officielt til Danmark den 27. februar 2020. Jakob Tage Ramlyng, ansat ved TV2, fik æren af at være den første person, der officielt blev ramt af coronavirus covid-19 (tidligere 2019-nCoV), og han blev den 5. marts også den førte dansker, der officielt slap af med sygdommen igen.

Hvor mange er smittet med coronavirus

Antallet af smittede og karantæneramte i Danmark opdateres løbende hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

Johns Hopkins University overvåger desuden sygdommen på verdensplan, og på universitets hjemmeside kan man følge sygdommen “live,” om man så må sige.

Hvis du er i tvivl om forskellen på covid-19 og coronavirus, så kan du blive klogere HER.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu