ANNONCE

To drenge gjorde vildt fund i skovbund

25. september 2019 16:57 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

To drenge, der var ude at samle affald i skoven, måtte ringe til deres far for hjælp.

Den lokale Rema 1000 ved Bygholm Sø arrangerede i weekenden affaldsindsamling i forbindelse med World Cleanup Day. To 13-årige drenge skulle dog finde noget efterladt i en helt anden skala. Det skriver Horsens Folkeblad.

Flemming Madsen, der er købmand i Rema-forretning og i øvrigt far til de to drenge, fortæller Newsbreak.dk, at ungerne sammen med 30-50 andre i løbet af lørdagen blev sendt ud i skovområdet i Horsens for at samle skrald.

– Jeg har sendt dem alene af sted med en sæk, for jeg skal blive foran Rema og koordinere. Pludselig ringer de til mig og siger, jeg nok er nødt til at komme ned til dem. Så jeg kørte ned til dem, fortæller købmanden.

Sønnerne havde godt nok fortalt, at der lå tobak spredt over det hele, hvilket Flemming syntes lød lidt overdrevent, men ret havde de nu alligevel. De to drenge havde fundet mellem 50 og 70 kasser cigaretter og anden tobak, der lå spredt over skovbunden og tydeligt bar præg af at være blevet læsset ud over skrænten.

Hjalp politiet

Efter at have konkluderet, hvad det rent faktisk er, de skraldesøgende drenge, er faldet over, ringer Flemming Madsen til politiet. Han får at vide, de nok skal komme, men i øjeblikket er hængt op på andre opgaver.

– Jeg er nødt til at komme tilbage til arrangementet, så jeg aftaler med drengene, at de skal blive og vente på, at politiet kommer. Det gør de også, og de hjalp faktisk også patruljen med at bære kasserne ind i politibilen, siger han.

Som købmand vurderer han selv, at en gros-kasserne med tobak har en værdi af mellem 300.000 og 500.000 kroner. Det vil Sydøstjyllands Politi dog ikke bekræfte.

– Men jeg kan fortælle, at vi ret hurtigt fandt ud af, at det formentlig stammer fra et indbrud et sted på Fyn. Nu må efterforskningen så vise, hvordan det er endt i Horsens, siger fungerende vicepolitiinspektør Stig Simonsen til HSFO.dk. Den retmæssige ejer vil få det tilbage.

Dog en succes

Selv om Flemming Madsens sønner blev forstyrret i deres egentlige formål med World Cleanup Day, så kan man sige, at de fik ryddet godt og grundigt op i skovbunden. Sidenhen lykkedes det da også for dem at være med til at samle affald i skoven.

Faktisk betegner købmanden dagen som en stor, men også overraskende, succes.

– Det var jo ikke lige en del af planen, at vi skulle have fat i politiet. Men helt generelt vil jeg sige, at jeg blev glad for den store opbakning til indsamlingen af affald, men jeg er godt nok også rystet over, hvor skræmmende meget affald, der ligger smidt, siger han.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu