To fundet døde: En anholdt for drab

30. maj 2019 08:42 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Anklagemyndigheden hos Syd- og Sønderjyllands oplyser, at en tysk statsborger er anholdt og sigtet for drab.

En villabrand på Bytoften i Blåvand udviklede sig tirsdag til en drabssag, da to personer blev fundet døde i huset.

Nu har Syd- og Sønderjyllands Politi anholdt en tysk statsborger og sigtet ham for drab i forbindelse med sagen. Det oplyser Anklagemyndigheden på Twitter.

Newsbreak.dk forsøger at få uddybende kommentarer fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Nærmere oplysninger om den sigtede kendes på nuværende tidspunkt ikke.

Det vides derfor ikke, om den sigtede har nogen tilknytning til stedet og de omkomne. Køn og alder på den sigtede er heller ikke kendt.

Newsbreak.dks mand på stedet tirsdag kunne fortælle, at betjente fra Syd- og Sønderjyllands Politi stod udstationeret og bevogtede en afspærring, der var langt større end blot området i umiddelbar tilknytning til huset.

Det ved vi

En beboer, der har været nabo til ejeren af det nu nedbrændte hus i mere end 20 år, fortalte tirsdag til Newsbreak.dk, at det så ud til, at politiet gik rundt og ledte efter noget.

– Huset, der er et dobbelthus, er brændt fuldstændig ned. Der er stort set intet tilbage af det. Det er virkelig uhyggeligt, sagde beboeren, hvis navn er Newsbreak.dk bekendt. Naboen var en af de flere beboere, der natten til tirsdag ringede til alarmcentralen via 112.

Ifølge Newsbreak.dks oplysninger blev branden tydelig mellem klokken 2.30 og klokken 3, og det er gået stærkt.

– Jeg vågnede i nat og ville lige sætte mig i stuen i fem minutter. Pludselig undrede jeg mig over, at det blev overvældende lyst gennem vinduerne. Jeg skal love for, at jeg fik rusket manden godt og grundigt ud af sengen, siger naboen.

Villaen er bygget sammen af to huse, og den har tidligere været udlejet som sommerhus i det populære Blåvand, hvor især mange tyske turister rejser til. Ifølge udlejningssiden er der tale om en villa fra 1972, der er blevet renoveret i 90’erne.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu