To mænd skudt og dræbt ved skole

21. februar 2019 07:04 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Natten til torsdag er to mænd blevet fundet dræbt ved en skole nord for Stockholm.

To personer er natten til torsdag blevet skudt og dræbt ved en skole i Bro nordvest for Stockholm.

Politiet modtog klokken 00.24 en alarm om, at en person var ramt af skud i nærheden af skolen. Da politiet ankom, fandt de den anden person et par hundrede meter derfra, skriver Aftonbladet.

– Politiets hunde fandt hurtigt den anden person, da de begyndte at søge, lyder det fra Kjell Lindgren, der er pressemedarbejder hos politiets regionale ledelsescenter.

Ifølge et vidne, Aftonbladet har talt med, foregik skyderiet over flere minutter:

– Der var i hvert fald 10-15 skud i alt. Først hørte jeg to og et par minutter mere et dusin mere. Så kom ambulancehelikopteren og masser af politi, siger vidnet til avisen.

Da politi og ambulancer ankom var den ene af de to skudofre stadig i live. Han omkom siden.

En person anholdt

Svensk politi har indtil videre anholdt en person i sagen.

Ifølge politiet dukkede han op på gerningsstedet og opførte sig underligt:

– Han kom til gerningsstedet og opførte sig på en sådan måde, at der var grund til at antage, at han har noget at gøre med skyderiet, siger pressemedarbejder Kjell Lindgren.

Politiet leder stadig efter henvendelser fra offentligheden, der kan sætte personer eller køretøjer i forbindelse med gerningsstedet.

Derudover skal politiet undersøge, om der findes overvågningskameraer i området.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu