To personer dræbt: Fly styrter ned på mark

16. oktober 2017 22:47 | Af: Matias Mortensen, mm@newsbreak.dk

To mænd er mandag omkommet i et flystyrt nær Holbæk.

Video: Local Eyes

To personer er mandag blevet dræbt i et flystyrt nær Audebo nordvest for Holbæk. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Se flere videoer hos Local Eyes

Der er tale om et såkaldt ultralet fly, som lettede fra Roskilde Lufthavn klokken 16.50. Knap en halv time senere – klokken 17.18 – styrtede det ned på en mark ved Hagesholmvej ved Audebo. To mænd blev fundet døde på flyet, og kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi Carsten Andersen oplyser til Newsbreak.dk, at det er politiets umiddelbare vurdering, at de blev dræbt på stedet, da flyet forulykkede. Der skal nu foretages ligsyn af de to afdøde mænd.

Der er tale om en 56-årig mand fra Jyllinge og en 61-årig mand fra Hørsholm. Begge mænds pårørende er blevet underrettet.

Kender ikke årsag endnu

Politiet er nu gået i gang med undersøgelser for at forsøge at finde ud af, hvorfor flyet styrtede. Det er uvist, om der var nogen øjenvidner til styrtet.

– Men der er i hvert fald nogen, der ser det lige efter, at det er styrtet, for der bemærker man en røgsky eller støvsky, og derfor får man tilkaldt hjælp, siger Carsten Andersen.

Politiet ved ikke, hvorfor de to mænd var ude at flyve, eller hvor de efter planen skulle være fløjet hen

– Det ved vi ikke noget som helst om endnu, men det er også noget af det, vi skal have undersøgt.

Da det er et ultralet fly, der er forulykket, bliver ulykken ikke undersøgt af Havarikommissionen, oplyser Carsten Andersen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu