To personer reddet op af vandet i fjord

13. juni 2018 16:06 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

To personer er hoppet i vandet efter en bådbrand i Odense Fjord ved Munkebo. En redningsaktion er i gang.

To personer reddet op af vandet i fjord
To personer klamrer sig til en bøje. Arkivfoto: Scanpix

Opdateret 16.20.

Forsvaret og lokalt beredskab har reddet to personer op fra Odense Fjord på grund af en brand i en båd ved Munkebo. Det oplyser Forsvaret på Twitter.

Aktionen bekræftes over for Ritzau af Allan Jydemand Mortensen, vagthavende major ved Forsvarets Operationscenter.

– Vi er rykket ud til en brændende båd i Odense Fjord. Der er to personer, som er hoppet af båden og klamrer sig til en bøje, sagde han tidligere.

Den vagthavende major oplyste tidligere, at de to personer ser ud til at være i god behold, og at en redningshelikopter og lokalt beredskab er på vej til stedet.

Derudover er man i gang med at finde ud af, hvordan man skal slukke den igangværende brand på båden. Den brænder i skrivende stund endnu.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu