To unge fik en livsfarlig og dum idé

2. juli 2019 06:34 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Ideen blev ført ud i livet, og så blev den store redningsaktion ellers sat i værk.

To unge fik en livsfarlig og dum idé
De unge mænd blev lokaliseret fra oven. Genrefoto.

Brandfolk fra Sønderborg Brand & Redning, betjente fra Syd- og Sønderjyllands Politi og redningsfolk fra den danske eftersøgnings og redningstjeneste (JRCC) har tirsdag morgen været på opgave i det sydfynske øhav.

Her har de lokaliseret en jolle, hvori der sad to unge mænd, der var drevet til havs, og meget tyder på, at de to herrer ikke var helt forberedte på, hvad der vil ske, hvis man vælger at placere sig i en jolle for så at stævne ud fra Sydals.

– De har sandsynligvis været alkoholpåvirkede. Eller også har de drukket sig fulde derude, siger Nikolai Hølmkjær, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til Newsbreak.dk.

Han siger sandsynligvis, fordi man fra politiets side fortsat ikke har fået redet trådene i sagen helt ud. Sikkert er det, at alarmen lød 05.06, da en borger fra landsiden havde set jollen med de to sejlende.

Var på vej ud i Lillebælt

De unge mænd kunne måske være kommet hjem ved egen hjælp, var det ikke fordi, de var sejlet ud uden at medbringe pagajer. De var i øvrigt heller ikke iført redningsveste, så i sidste ende var de helt i elementernes vold, da først bølgerne for alvor fik fat i båden.

– De drev afsted, når de ingen pagajer har med, driver de ud i Lillebælt, siger Nikolaj Hølmkjær til Newsbreak.dk.

Derfor blev JRCC tilkaldt. De ankom i en helikopter, og de fik båden lokaliseret. Et redningsfartøj sejlede derefter ud til båden, og de unge mænd er taget med ind på land.

– De er ok. De er lidt kolde, og de er ved at blive tilset af ambulancepersonale, siger Nikloai Hølmkjær til Newsbreak.dk.

Kunne man få den tanke, at regningen for sådan en redningsaktion burde falde tilbage på de unge mænd, bliver man i øvrigt skuffet. Politiet oplyser, at det var på statens regning, at de unge mænd blev reddet i land.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu