Stort slagsmål i tog: To er stukket ned

17. november 2018 07:27 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

To grupper kom i slagsmål i et S-tog i Nordsjælland. To unge mænd blev stukket med kniv, og to er anholdt.

Stort slagsmål i tog: To er stukket ned
Politiet fandt en kniv på Jægersborg Station, umiddelbart efter at to personer natten til lørdag var blevet stukket i et S-tog i Nordsjælland (Arkivbillede). Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix

To unge mænd er natten til lørdag blevet stukket med kniv i forbindelse med et slagsmål i et S-tog ved Jægersborg Station i Nordsjælland.

Det oplyser Søren Bjørnestad, vagtchef ved Nordsjællands Politi.

– Vi ved foreløbigt, at et slagsmål mellem to grupperinger er startet inde i toget. Da vi kommer frem til Jægersborg Station, så træffer vi de personer, der er blevet stukket, nogle andre personer og nogle vidner.

– Det efterforsker vi ud fra, og så finder vi en kniv på Jægersborg Station. Og vi har formentlig også fundet en kniv i toget, siger han lørdag morgen.

Episoden skete omkring klokken et natten til lørdag.

Politiet oplyser ikke den præcise alder på ofrene, men det er to “unge mænd”, der er blevet stukket, lyder det fra vagtchefen.

Kender ikke til tilstand

Han kender ikke deres nærmere tilstand.

– Jeg ved det ikke, for de har været under hospitalsbehandling, lige siden de blev bragt ind med ambulance, siger Søren Bjørnestad.

Han oplyser i øvrigt, at der også er foretaget anholdelser i sagen.

– Vi har anholdt en person, og så har vi yderligere en person på vej ind, som er blevet tilset på skadestuen, og som bliver anholdt, siger vagtchefen, der tilføjer, at det drejer sig om to mænd.

Ikke banderelateret

Det er endnu uvist, om de skal fremstilles i grundlovsforhør lørdag.

– Det vil jeg lade efterforskerne vurdere i løbet af dagen, siger vagtchefen.

Han siger samtidig, at episoden ikke er banderelateret.

– Det er det ikke, det har vi ikke nogen mistanke om overhovedet, lyder det fra vagtchefen ved Nordsjællands Politi.

Ifølge Ekstra Bladet er Jægersborg Station tidligt lørdag morgen spærret af, da politiet fortsat er igang med at undersøge sagen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu