Tog flugten på stjålen motorcykel: Her endte den brat og vådt

13. juni 2018 23:07 | Af: Matias Mortensen, mm@newsbreak.dk

Det er ikke alle marker, der er tørkeramte.

En 39-årig mand fra Bylderup-Bov tog en række meget uheldige beslutninger onsdag aften, og det har resulteret i, at han nu har en længere række sigtelser hængende over hovedet. Det fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Ole Aamann til Newsbreak.dk.

Manden mødte omkring klokken 19.35 en politipatrulje, da han kom kørende på Østre Omfartsvej ved Tønder. Patruljen ville standse den 39-årige, og her begyndte det for alvor at gå den forkerte vej for den 39-årige.

Da patruljen forsøgte at bringe ham til standsning, forsøgte han at slippe væk.

– På et tidspunkt tager han flugten ind over en mark, men den viser sig ikke at være ramt af tørke, som så mange andre marker er det for tiden. Efter et stykke tid forsvinder motorcyklen under ham ned i et vandhul. Han forsøger så at tage flugten til fods, men det e er ikke lige hans spidskompetence, siger Ole Aamann.

Den 39-årige blev derfor hurtigt pågrebet.

Det viste sig, at motorcyklen var stjålet. Det samme var nummerpladerne, og så var det i øvrigt et godt stykke tid siden, at den 39-årige har haft førerret. Derudover var han påvirket af hash.

Dermed inkasserede han sigtelser for både brugstyveri af motorcykel, tyveri af nummerplader, kørsel uden førerret og narkokørsel for sin våde køretur.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu