ANNONCE

Tog forsøgt afsporet med metalstang

15. juni 2020 15:33 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

En bulgarsk-tyrkisk mand nægter sig skyldig i at have lagt en metalstang på skinnerne nær Nordhavn Station.

Tog forsøgt afsporet med metalstang
Afsporingsforsøget gav massive forsinkelser og tonsvis af aflysninger. Foto: Presse-fotos.dk

Tusinder af mennesker blev berørt, da der en formiddag i marts blev lagt en 25 kilo tung metalstang på tværs af skinnerne mellem to stationer i København.

272 tog blev aflyst, og 104 tog blev forsinket, da et S-tog med cirka 70 kilometer i timen ramte stangen. Lokomotivføreren aktiverede nødbremsen og sendte nødsignal.

Dagen blev ikke lettere for de københavnske pendlere af, at der samme dag var en signalfejl på Københavns Hovedbanegård, der ligeledes drillede togdriften.

I første omgang lød det fra DSB, at der var sket “massivt hærværk” på et tog – nu viser det sig, at det har været endnu værre.

Nu kommer sagen for retten. En 27-årig mand er tiltalt for at være årsag til en jernbaneulykke og for omfattende forstyrrelse af trafikken.

Der var godt 120 passagerer i det tog, som ramte metalstangen mellem Nordhavn Station og Svanemøllen Station.

Gik næsten helt galt

Toget blev dog ikke afsporet, men venstre hjul på togets forreste aksel løftede sig syv-ti centimeter fra skinnehovedet, står der i et anklageskrift om sagen.

Hændelsen skete 4. marts. Vidner havde set en mand på skrænten ved banelegemet. Han bar på en rygsæk og en bold, fortalte de, og snart efter blev den nu tiltalte anholdt af politiet.

I et grundlovsforhør nægtede den anholdte sig skyldig. Han havde ikke været oppe ved skinnerne, lød det. Manden, der er tyrkisk og bulgarsk statsborger, fortalte, at han var taget til Danmark for at få et arbejde.

Nu risikerer han såvel fængsel som udvisning. Og en regning fra DSB, som kræver 167.186 kroner i erstatning.

Sagen behandles af Københavns Byret 24. og 25. juni.

Se flere billeder herunder:

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu